Statsministeren indkalder til pressemøde efter valgrygter
Statsministeren ankommer til statsråd på Christiansborg Slot. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Mette Frederiksen holder et pressemøde på Marienborg, hvor hun vil komme med en udtalelse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) indkalder til pressemøde klokken 13.00 på Marienborg, hvor det er forventningen, at hun vil udskrive valg til Folketinget.
I indkaldelsen til pressemødet oplyser Statsministeriet, at statsministeren vil komme med en udtalelse. Det vil ikke være muligt for pressen at stille spørgsmål.
Marienborg er statsministerens embedsbolig, som ligger i Kongens Lyngby nord for København.
Torsdag vil De Radikale stille et mistillidsvotum til regeringen, hvis ikke valget er udskrevet inden.
Det var et ultimatum, som partiet kom med i starten af juli, efter Minkkommissionens hårde kritik af Mette Frederiksen og regeringen.
Derfor er valgspekulationerne også taget til de seneste dage. Mette Frederiksen mere end antydede tirsdag aften i et interview på DR, at valget vil blive udskrevet onsdag.
Hun afslørede ikke en valgdato. Men hun antydede dog, at valget er afholdt inden den 6. november.
Der er ingen regler for, hvor lang en valgkamp må være. Men den er normalt mindst tre uger af hensyn til de praktiske ting omkring afholdelsen af valg.
Mette Frederiksen og regeringens ministre har onsdag morgen været til statsråd med dronning Margrethe.
På statsrådet underskriver dronningen sammen med regeringen de love, som Folketinget har vedtaget. Det sker cirka seks gange om året.
Flere journalister var til stede, da Mette Frederiksen kort for klokken 11 forlod statsrådet for at sætte sig i sin ministerbil.
- Vi ses på Marienborg, sagde Mette Frederiksen til pressen.
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen udskrev i 2011 også valget fra Marienborg. Ellers er de fleste valg med få undtagelser blevet udskrevet fra Folketingets talerstol.
/ritzau/
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro