Tillidsmænd: Thorning skal sænke energiafgifter
Energiafgifter var højt på dagsordenen, da en række tillidsmænd fra store og små virksomheder mandag mødtes med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) for at diskutere, hvordan man kan fastholde danske arbejdspladser.
- Vores helt store fokusområde i dag var energiafgifter, siger tillidsmand Allan Rasmussen fra den fynske virksomhed Nord, der håndterer affald.
Han fik desuden taletid til at få bragt andre udfordringer og problemer op i Spejlsalen i Statsministeriet:
- Bureaukratiet i Danmark er alt for tungt. Det bremser os i mange henseende, og det skal gå hurtigere. Vi fik også talt om efteruddannelse, mere uddannelse til de unge, nedslidning og problemet med vikarer, der gør det usikkert for de fastansatte.
Allan Rasmussen håber, at Thorning kommer hjem med fornyet viden, men tør ikke gætte på, hvad der konkret kommer ud af det.
- Det er nok lidt optimistisk at tro, at der kommer noget ud af det nu og her. Men jeg håber, at hun har fået ny viden om, hvordan det ser ud ude på arbejdspladserne, så hun har mulighed for at præge det, siger han.
Også tillidsmand Rasmus Rasmussen fra firmaet Babcock & Wilcox Vølund føler, at han kom til orde ved bordet:
- Jeg nævnte selskabsskatten, som jeg som udgangspunkt ikke kan se det store problem i at sænke, og så talte vi en del om energiafgifter.
- Vi fik rigtig meget ud af det. Thorning lyttede, der var god stemning og en god debat. Det virkede som om, hun tog det til sig. Vi blev hørt, det var konstruktivt, og jeg tror, at hun tager den ny viden med i sine overvejelser fremover, siger han til Ritzau.
Selv sagde Helle Thorning-Schmidt (S) efter mødet:
- Det går godt i mange virksomheder. Det kunne godt gå bedre nogle steder, og der er også nogle ting, vi kan gøre fra politisk hold. De idéer, jeg nu har fået, tager jeg med videre, når vi i den kommende tid skal arbejde med konkurrenceevne.
Mødet kom i stand forud for regeringens bebudede konkurrenceevnepakke, som ventes præsenteret i foråret.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie