Trecifret millionbeløb skal få flere unge i uddannelse og job
Finansminister Nicolai Wammen (S) og SVM-regeringen ønsker at afsætte millioner på finansloven til arbejdet med at få flere unge til at tage en uddannelse og komme i job. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Regeringen vil afsætte 325 millioner kroner til at få flere unge mellem 15-24 år i job eller uddannelse.
Alt for mange unge får ikke et job eller en uddannelse. Og Danmark er meget langt fra at indfri sin egen målsætning om at nedbringe antallet af disse unge markant.
Det er baggrunden for, at SVM-regeringen i sit finanslovsudspil, der præsenteres fredag, vil afsætte 325 millioner kroner næste år til at få flere unge i job og uddannelse, erfarer Ritzau.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd udgav i maj i år en analyse, der viste, at 42.800 unge i alderen 15-24 år var uden job eller uddannelse i september sidste år. Det svarer til 6,3 procent af de unge i aldersgruppen.
Det skal ses i forhold til, at et flertal i Folketinget i 2017 blev enige om, at andelen af de 15-24-årige, der er uden job eller uddannelse, skal bringes ned på 3,5 procent i 2030.
Tilbage i 2016 var omkring 48.000 unge hverken i job eller uddannelse, men efter at det lykkedes at få antallet bragt ned på under 43.000 i 2021, er kurven siden stagneret.
De 15-24-årige, der ikke er under uddannelse eller har et job, går også under navnet potentialegruppen.
En opgørelse fra Børne- og Undervisningsministeriet viste sidste år, at 67 procent af de unge fra potentialegruppen, der som 25-årige ikke har en ungdomsuddannelse, tidligere har været i gang med en erhvervsuddannelse, men har afbrudt den, enten på grundforløbet eller hovedforløbet.
Regeringen har netop fokus på at styrke indsatsen på erhvervsuddannelserne.
Regeringens finanslovsudspil bliver præsenteret fredag klokken 11 i Finansministeriet.
Finansminister Nicolai Wammen vil være til stede sammen med økonomiminister Stephanie Lose (V) samt uddannelses- og forskningsminister og fungerende kulturminister Christina Egelund (M).
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie