V og DF: Sag om Vilhelmsens millionfejl er ikke slut
Selvom et enigt socialudvalg onsdag har afleveret en beretning, der udtrykker skarp kritik af socialminister Annette Vilhelmsen (SF), så er sagen om millionen til projektet Stemmer på kanten langt fra slut.
Sådan lyder det fra både Venstre og Dansk Folkeparti.
- Sagen indeholder stadig langt flere ubekendte end bekendte elementer, siger Venstres Jakob Engel-Schmidt.
Han savner blandt andet fortsat svar på, om puljen blev oprettet alene med det formål at give penge til Lisbeth Zornigs projekt Stemmer på kanten.
Venstre vil også have svar på, om det er normal procedure, at embedsmænd hjælper med at udforme en ansøgning, som de derefter selv godkender.
- Annette Vilhelmsen beklagede sagen mange gange på samrådet, men hun havde samtidig store problemer med at svare på en lang række konkrete spørgsmål, siger Jakob Engel-Schmidt.
Samme melding kommer fra Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, der har indkaldt Annette Vilhelmsen i samråd i Folketingets Finansudvalg.
- Sagen er meget alvorlig. Det er stærkt problematisk, at en minister handler, som Annette Vilhelmsen har gjort. Vi har brug for en uddybning af, hvordan den ene million kroner på kort tid kunne blive til to, siger Karin Nødgaard.
Dermed henviser hun til, at Annette Vilhelmsen oprindeligt havde en pulje på én million kroner til socialt udsatte.
Men efter at ministeren på direkte tv opsigtvækkende havde lovet hele puljen væk til Lisbeth Zornig Andersens projekt Stemmer på kanten, før ansøgningsfristens udløb, blev puljen pludselig hævet til to millioner kroner, så andre ansøgere ikke gik forgæves.
- Det er skatteborgernes penge, vi taler om, så derfor skal vi have helt klare svar på, hvordan det her forløb overhovedet har kunnet lade sig gøre, siger Karin Nødgaard.
I beretningen skriver det samlede socialudvalg blandt andet, at forløbet og ministerens oplysninger om sagen til Folketinget har været "stærkt utilfredsstillende og mangelfulde".
Enhedslisten har dog sagt nej til, at sagen er stor nok til at vælte socialministeren, som også er partiformand for regeringspartiet SF. Dermed er Annette Vilhelmsen sluppet med en næse.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie