Venstre: Vi støtter USA's brug af droner mod terrorister

Venstres udenrigsordfører, Søren Pind, har fået kritik fra flere sider for at sidestille Barack Obamas beslutning om droneangreb mod terrorister med "snigmord".

Offentliggjort Sidst opdateret

Senest har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) udtalt, at hun aldrig selv vil bruge ordet snigmord om droneangreb

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, vil dog ikke påtale Søren Pinds udmelding på Facebook, som han senere har uddybet i Ekstra Bladet. På spørgsmålet om hvorvidt Søren Pind taler på Venstres vegne, siger Kristian Jensen:

- Venstre støtter brugen af droner i kampen mod terrorister. Så kan man altid have forskel i retorikken, om det værktøj man bruger. Men vi støtter brugen af droner, siger Kristian Jensen.

Spørgsmål: Men er det så "snigmord", når USA bruger droner?

- Jeg synes, det er væsentligt, at uanset våbenformen, så skal man altid overveje, at det at tage et andet menneskes liv er en alvorlig beslutning. Derfor skal der være nogle regler omkring det.

- Det er den bekymring, som Søren Pind har løftet. Det er en bekymring, vi som folkevalgte politikere altid skal have med os. Hvilke ord man så vælger at sætte på, synes jeg ikke, man skal hænge sig så meget i.

Spørgsmål: Men en dansk regering - måske en VK-regering efter næste valg - kan vel ikke støtte "snigmord"?

- Vi har soldater, der er i kamp i øjeblikket flere steder. Der er regler for, hvordan de må agere, og vi støtter de regler, der er. Vi støtter også de regler, der er for, at man kan bruge droner til forskellige operationer, og det ændre ikke noget på Venstres holdning, at det regelsæt en gang i mellem skal kigges efter.

Spørgsmål: Er der noget problematisk i den brug af droner, vi ser nu?

- Jeg synes, den brug af droner, vi ser nu, er rimelig og inden for rammerne. Men det betyder ikke, at vi som folkevalgte politikere ikke skal have spørgsmål om retssikkerhed med hver eneste gang, vi træffer beslutning om at bruge militære styrker.

Spørgsmål: Thorning siger indirekte, at det kan skade Danmarks forhold til USA, hvis vi begynder at kalde droneangreb for snigmord. Er du bekymret for det?

- Så synes jeg, at Thorning i stedet skulle tage sig af, Det Radikale Venstre forsvarsordfører, Rasmus Helveg Petersen, som har brugt et udtryk som terrorisme. Jeg har ikke hørt Helle Thorning-Schmidt tage afstand fra Rasmus Helveg Petersens udtalelser.

Spørgsmål: Men lige nu er det Venstre, der i meningsmålingerne står til at levere den næste danske statsminister. Så må det vel være rimeligt at få en klar melding på, om I bruger ordet snigmord?

- Jeg kan godt forstå, at danskerne er meget interesseret i at vide, hvad Venstre mener. Og der siger vi helt klart: Vi støtter brugen af droner, siger Kristian Jensen.

/ritzau/