Vestager: Der er grund til meget forsigtig optimisme
Det kan godt være, at regeringen endnu en gang nedjusterer sit vækstskøn, men økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er alligevel forsigtig optimist.
Det fortæller hun i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens økonomiske redegørelse:
- Hovedbudskabet er, at der er baggrund for en meget forsigtig optimisme. Der er udsigt til, at 2013 bliver bedre, siger hun.
I december forventede regeringen en vækst på 1,2 procent i år. Det blev i det såkaldte konvergensprogram reduceret til 0,7 procent, men det bliver nu reduceret til 0,5 procent.
- Vi har jo nedjusteret siden december, fordi vi har kunnet se, hvor sløjt 2012 lukkede, og det betyder, at vi bærer det dårlige udgangspunkt med os helt ind i 2013, siger Vestager.
- Det er ikke kun os, der gør det. Det er sådan set over en bred kam, siger hun med henvisning til resten af Europa.
Forventningen er dog fortsat, at Danmark vil få en vækst på 1,6 procent næste år.
I 2013 drives den lille vækst, regeringen forventer, primært af indenlandsk efterspørgsel. I 2014 er det eksporten, der "kommer til at gøre den egentlige forskel".
- Det tegner et meget klart billede af, at det, vi kan med vores økonomiske politik, er at mildne hårde tider og forberede os på bedre tider.
- Danmark bliver ikke en global vækstmotor - heller ikke med denne regering.
- Til gengæld kan vi gøre vores til, at den økonomiske politik mildner, når der er brug for det, og gøre os klar til gribe bedre muligheder, når de viser sig, siger Margrethe Vestager.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie