2023 markerer en ny start for danske cykelprofiler
Søren Kragh Andersen har som alsidig ryttertype øjnene rettet mod både klassikere, enkeltstarter og udvalgte dage i store etapeløb. (Arkivfoto). Foto: Anne-Christine Poujoulat/Ritzau Scanpix
Cykelrytterne Søren Kragh Andersen og Mikkel Honoré har haft pænt med succes, men begge havde brug for ny motivation. Den henter de på nye hold i denne sæson.
Ritzau RitzauAdam Egholm/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
De har kørt for de samme hold i hele den professionelle karriere. Og resultaterne har egentlig været gode.
Alligevel følte Søren Kragh Andersen og Mikkel Honoré, at det var tid til at forlade deres respektive cykelhold og drøne ned ad en ny vej.
- Jeg synes, det lød super spændende, og så tænkte jeg: ”Hvad fanden, hvorfor ikke? Så prøver vi noget helt nyt”, lyder det fra sidstnævnte.
28-årige Kragh har i syv sæsoner kørt for DSM, som tidligere gik under navnene Sunweb og Giant-Alpecin. De to etapesejre i Tour de France i sommeren 2020 er det altoverskyggende højdepunkt, mens fynboen også har stået øverst på skamlen i løb som Paris-Tours og Schweiz Rundt.
Men de seneste år har Søren Kragh Andersen ramt en sejrstørke. Det sidste har ofte manglet, og nu søger han de berømte marginaler hos belgiske Alpecin.
Annonce
- Det motiverer mig super meget med nye omgivelser. Det er et stærkt hold. De kører for at vinde cykelløb, så der er en smule forventningspres på mig, og jeg tror, at det er ret sundt for mig, siger han.
Ud over nye holdkammerater, ny trøje og ny cykel har Kragh fået en anden træner. Det hele skal hjælpe ham til at folde sig mere ud i forårsklassikerne, end han hidtil har formået.
- Jeg skal selv være oppe på dupperne, og jeg har noget, jeg skal bevise over for holdet. Jeg skal vise, at jeg kan vinde cykelløb og køre finalerne.
- Der er en masse nye eksperter, der kigger på mig som individ og prøver at gøre mig klar til klassikerne. Det bliver gjort på en anden måde, fordi der er nye mennesker, der guider mig.
- Jeg håber og tror, det er det, der gør, at min drøm om at vinde en klassiker eller køre på podiet lykkes, forklarer han.
Den tre år yngre Honoré indledte livet som toprytter på Quick-Step i 2018 og har været der lige siden. Skiftet til det amerikanskbaserede EF kom ud af det blå.
Kontrakten med Quick-Step løb egentlig til udgangen af 2023, og i cykelsporten hører det til sjældenhederne, at ryttere på højeste niveau finder ny arbejdsgiver, når de står med en kontrakt.
Ikke desto mindre så Honoré sit snit til at drage videre, da muligheden opstod.
- Jeg havde det super godt på Quick-Step og havde fint kunnet blive der resten af min karriere og være super glad. Men jeg følte bare, at jeg havde brug for at møde nogle nye mennesker, få ny motivation og køre cykelløb på en lidt anden måde.
Mikkel Honoré deltog i sommer i Tour de France, men fik ikke gjort det store væsen af sig. Hans største resultater kom i 2021. (Arkivfoto). Foto: Christian Hartmann/Reuters
Honoré har tit været med i finalerne i store løb. Men med stjerner som Julian Alaphilippe, Remco Evenepoel og Fabio Jakobsen ved sin side kan man ikke altid jagte sin egen chance.
Annonce
Dem kommer der flere af nu, fornemmer han.
- Selvfølgelig vil der være flere muligheder på et hold som EF end på Quick-Step. Men jeg føler også, at jeg har lært rigtig meget hos Quick-Step ved at køre med alle de super gode cykelryttere.
- Jeg skal bare køre stærkt. Det lyder meget nemt, men det er det ikke. Jeg tror bare, det handler om at fokusere på sig selv og sin træning og forberede sig, siger han.
For Kragh er det på en måde omvendt.
Han skal nu konkurrere med klassikerkongen Mathieu van der Poel om holdets gunst i de løb, hvor danskeren allerhelst vil gøre det godt.
Men det ser han ikke som en ulempe.
- Det er godt for mig, for ham og holdet. Hvis jeg kører op til mit allerbedste, kan jeg sidde i finalerne med ham og de andre kaptajner på holdet. Jo flere, vi sidder i finalen, jo større chance har holdet for at vinde, vurderer han.
Honoré får debut i lyserød trikot i denne uge, hvor World Tour-sæsonen indledes i Australien. Kraghs løbskalender begynder i februar.
/ritzau/
Her er danskerne på cykelsportens højeste niveau
Herrernes World Tour – 18 danskere:
* Alpecin: Søren Kragh Andersen.
* Bahrain-Victorious: Johan Price-Pejtersen.
* Bora: Frederik Wandahl.
* DSM: Frederik Rodenberg, Tobias Lund Andresen.
* EF: Mikkel Honoré, Magnus Cort (Michael Valgren lige nu på Development Team).
* Jayco: Christopher Juul-Jensen.
* Jumbo-Visma: Jonas Vingegaard.
* Movistar: Mathias Norsgaard.
* Quick-Step: Michael Mørkøv, Kasper Asgreen, Casper Pedersen.
Seneste artikler
Christian Jensen gav hug til Lars Boje og hyldede anonyme kilder
Ny streetbasketbane åbnet i Nakskov
Lokale folkeskoler blandt landets mest fagligt udfordrede
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland