AaB-spiller er blevet dræbt i trafikulykke

Fodboldspilleren Dennis Marshall, der kom til AaB i 2009, er omkommet i en trafikulykke, der fandt sted i spillerens hjemland Costa Rica torsdag aften.

Det meddeler Costa Ricas fodboldforbund på sin hjemmeside. Marshall blev kun 25 år.

- Han var en ung mand med en lys fremtid, elsket for sin omgængelighed. Vi er alle i chok. Det er et hårdt slag, siger Costa Ricas argentinske træner, Ricardo La Volpe.

Ifølge Washington Post kolliderede Marshalls bil med en lastbil i bjergene nær hovedstaden San José. Spillerens kone, Meylin Masis Castro, der var medpassager i bilen, er ligeledes omkommet.

Myndighederne har endnu ikke alle detaljer omkring ulykken på plads.

- Det er utroligt, jeg kan ikke forstå det. Man ved ikke, hvad der sker i morgen, men sådan er livet, siger Marshalls agent, Jorge Ulloa, til en lokal radiostation.

Marshall, der spillede venstre back, havde netop repræsenteret sit land ved Gold Cup - mesterskabet i Caribien, Nord- og Mellemamerika.

Her røg Costa Rica ud i kvartfinalen til Honduras i sidste weekend efter straffesparkkonkurrence.

Stillingen var 1-1 efter 120 minutters spilletid, og det var netop Marshall, der udlignede til 1-1 for Costa Rica i det 56. minut af den ordinære spilletid.

Han nåede at spille i alt 22 kampe for AaB og scorede to mål.

/ritzau/

AaB-spilleren Dennis Marshall og hans kone er omkommet i en trafikulykke i sit hjemland Costa Rica.

Offentliggjort Sidst opdateret