Ærlig Jakob Larsen: - Vi taber til et bedre hold

NFH-træner Jakob Larsen betalte endnu engang lærepenge i Champions League. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)

Der var intet at komme efter for NFH i udekampen mod Krim Mercator, der vandt med ti mål.

Offentliggjort Sidst opdateret

LJUBLJANA: For tredje gang på syv dage fik NFH store øretæver, da de lørdag aften tabte 35-25 til Krim Mercator på udebane i Champions Leagues anden gruppekamp.

I Slovenien var der intet at komme efter, måtte træner Jakob Larsen erkende efter det store nederlag.

- Vi taber til et bedre hold og kan ikke modstå deres pres. Vi laver alt for mange tekniske fejl i første halvleg og løsner først op på spillet i anden halvleg, da det hele var afgjort. Så det var lærepenge så det basker endnu engang, lød det fra Jakob Larsen i telefonen fra Ljubljana.

Han kunne ganske rigtigt se sit hold lave alt for mange uprovokerede fejl i første halvleg, og det slovenske mesterhold havde ingen problemer med at trække fra til en sikker halvlegsføring på 18-10.

- Da først vi begynder at lave tekniske fejl, så bliver det en lavine, som vi har svært ved at stoppe. Det er selvfølgelig noget, vi skal have kigget på. Men fejlene kommer jo også fordi vores spillere er presset til det maksimale på deres ydeevne. Det er de ypperligste spillere i Europa vi er oppe i mod, og der koster den slags fejl bare langt mere, end vi har været vant til. Det skal vi vænne os til, konstaterer Jakob Larsen, der godt kan mærke at især nederlaget på 35-18 i onsdags mod Odense og naturligvis lørdagens timålsnederlag i Slovenien har givet ridser i selvtilliden.

Ridser i selvtilliden

- Det har det helt klart. Men det er jo der man skal vise sig stor og stærk som spiller og også som træner. Man kan sagtens grave sig ned i et hul, men det gør vi ikke. Det nægter vi. Vi har en vigtig kamp på onsdag på hjemmebanebane mod EH Aalborg, som vi skal vinde, men vi må også erkende at det kampprogram vi har haft med FTC ude, Odense hjemme og Krim ude, kunne resultere i tre nederlag, og det har det også gjort. Det er en svær start for et hold som vores, men derfor kunne vi godt have gjort det bedre og tabt knapt så stort. Men det er noget vi lærer rigtig meget af, og nu glæder vi os også rigtig meget til, at skulle spille Champions League på hjemmebane i næste weekend, slutter Jakob Larsen.

Udover hjemmekampen på onsdag mod oprykkerne fra EH Aalborg møder NFH også franske Metz på hjemmebane i Champions League på søndag, i det der er den første kamp i Europas fornemmeste klubturnering nogensinde i Nykøbing.