Agger skal hjælpe Wieghorst med at se landsholdet med nye øjne
Morten Wieghorst har været assistenttræner for Kasper Hjulmand i fire år. Nu får han selv chancen som landstræner. (Arkivfoto). Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Morten Wieghorst varsler forandringer på det danske landshold, hvor han tidligere var assistenttræner.
Der er brug for nye øjne på det danske fodboldlandshold, lød det fra Kasper Hjulmand, da han i juli stoppede som landstræner.
Og det kommer der, understreger afløseren Morten Wieghorst over for Bold, selv om han selv var en del af trænerteamet i fire år som Hjulmands assistent.
- Jeg forstår godt dem, der tænker, hvad nyt er der ved mig. Men jeg er min egen og har mine egne idéer, og i den forbindelse kan jeg sige, jeg vil gøre alt for, at det kommer forandringer, og at vi ser på det hele med nye øjne, siger han til fodboldmediet.
Wieghorst er i første omgang udpeget som midlertidig landstræner, men får chancen for at overbevise Dansk Boldspil-Union (DBU) om, at han også skal være fremtidens mand på posten.
Som en af sine første gerninger har han udpeget den tidligere landsholdsstopper Daniel Agger som assistent.
Agger er et "frisk pust", mener Morten Wieghorst.
- Han er også en type, der aldrig er bange for at sige sin mening. Han stiller spørgsmål til de ting, vi gør, og det er interessant, hvis vi kan gøre nogen ting på en anden måde, forklarer Wieghorst.
Mandag udtager den nye landstræner sin første trup, som skal møde Schweiz 5. september og tre dage senere står over for Serbien.
Begge kampe spilles i Nations League, hvor også europamestrene fra Spanien er en del af Danmarks gruppe.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie