Arsenal holder liv i drøm om historisk FA Cup- hattrick
Arsenal vandt 4-0 ude over Hull og tager imod Watford i kvartfinalen i FA Cuppen.
Arsenal kan fortsat drømme om at vinde den største engelske pokalturnering, FA Cuppen, for tredje sæson i træk som det første hold i 130 år.
Tirsdag aften spillede fodboldklubben fra London sig videre til kvartfinalen med en 4-0-sejr ude over Hull fra den næstbedste række.
De to hold mødtes også den 20. februar på Emirates Stadium i London. Her klarede Hull meget overraskende 0-0, så holdet fik retten til at spille en returkamp på hjemmebane.
Arsenal-manager Arsène Wenger, hvis hold også er med i Champions League og kæmper om det engelske mesterskab, stillede med stjernespillere som Mesut Özil og Aléxis Sanchez på bænken i tirsdagens kamp.
Olivier Giroud var dog med fra start, og angriberen scorede til 1-0 fem minutter før pausen.
Franskmanden fik nærmest foræret scoringen, da Hulls David Meyler helt ubegribeligt spillede bolden på tværs i eget straffesparksfelt.
Efter 65 minutter var den indskiftede Arsenal-spiller Aaron Ramsey meget tæt på at lave selvmål, og efter kun et kvarter på banen måtte han lade sig udskifte med en skade.
På det tidspunkt havde Olivier Giroud dog fordoblet føringen, da et indlæg fra Theo Walcott noget heldigt blev rettet af, så franskmanden blev dobbelt målscorer.
Theo Walcott kom også selv på scoringstavlen med to mål, så Arsenals sejr endte med at blive komfortabel.
Arsenal tager den 13. marts imod Watford i kvartfinalen.
Blackburn er det seneste hold, der har vundet FA Cuppen tre år i træk. Det gjorde holdet fra 1884-86.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie