De danske håndboldmestre fra AG København tabte onsdag - knap 36 timer efter trænerne Søren Herskind og Klavs Bruun Jørgensen blev fyret - sæsonens første point.
AGK-profilen Joachim Boldsen erkender, at den uventede uro i klubben, hvor svenske Magnus Andersson nu er eneste cheftræner, har påvirket spillerne, selvom det ikke er nogen undskyldning for det uafgjorte 30-30-resultat mod Sønderjyske.
- Hvordan vil du måle det? Vi kan jo ikke prøve at spille kampen, hvor det ikke var sket. Selvfølgelig har det ligget i hovederne på folk, men vi burde være professionelle nok til at levere varen alligevel, siger Joachim Boldsen til sporten.dk.
- Selvfølgelig er vi mennesker, og vi begræder da også deres afgang. Men det burde ikke være en grund til, at vi leverer så sløj en indsats i første halvleg. Hvilket vi i øvrigt har gjort i hele sæsonen, siger han.
Sønderjyske var i store dele af kampen foran, og kun en god slutspurt af AG København sikrede gæsterne et point.
- Ordet pinlig dækker vel meget godt første halvleg. Det blev aftalt, at vi skulle løbe hjem. Det gjorde vi ikke. Jeg tror, de scorede 90 procent af deres mål på deres første- eller andenbølge i kontraen. Så hænger vi bagefter, og det gør ondt, siger Joachim Boldsen.
Han mener dog ikke, at man kan tale om, at AG København, der inden kampen mod Sønderjyske havde vundet samtlige kampe i ligaen, ligefrem tabte point i onsdagens kamp.
- Nej, ser man på kampen som helhed, vinder vi faktisk et point. Vi kunne lige så godt have tabt. Det var dårlig indstilling fra vores side, siger Joachim Boldsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie