Christensen starter inde i Europa League-finalen

Chelseas danske forsvarsspiller Andreas Christensen har fået en startplads i finalen, hvor Arsenal venter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Andreas Christensen starter inde for Chelsea i onsdagens finale i Europa League mod Arsenal.

Bortset fra 16 minutter har danskeren fået fuld spilletid på Chelseas vej mod finalen i Baku, så der er intet overraskende i, at han begynder inde ved siden af David Luiz i Chelseas midterforsvar.

Chelsea er hos bookmakerne svag favorit til at vinde kampen, der spilles i Aserbajdsjans hovedstad, efter at holdet sluttede på tredjepladsen i den engelske Premier League.

Arsenal sluttede dog blot to point efter Chelsea på femtepladsen.

Holdene slog hinanden en enkelt gang i den engelske liga. I august vandt Chelsea med 3-2 på eget græs, mens det blev til en Arsenal-sejr på 2-0 i januar i det modsatte opgør.

Finalen i Baku fløjtes i gang klokken 21.

Sådan starter de to hold:

Chelsea (4-3-3): Kepa Arrizabalaga - César Azpilicueta, Andreas Christensen, David Luiz, Emerson Palmieri - Ngolo Kanté, Jorginho, Mateo Kovacic - Pedro Rodríguez Eden Hazard, Olivier Giroud.

Arsenal (3-4-1-2): Petr Cech - Sokratis Papastathopoulos, Laurent Koscielny, Nacho Monreal - Ainsley Maitland-Niles, Granit Xhaka, Lucas Torreira, Sead Kolasinac, - Mesut Özil - Alexandre Lacazette, Pierre-Emerick Aubameyang.