City kan dårligt tåle at tabe til Dortmund
Den nye Champions League-sæson er kun to uger gammel, og alligevel kan man allerede sætte betegnelsen skæbnekamp på en af rundens kampe.
Aftenens opgør mellem Manchester City og Dortmund, der ser ud til at kunne blive et nøgleopgør i den uhyggeligt stærke gruppe D, hvor Real Madrid og Ajax er de to øvrige deltagere.
Efter Citys 2-3-nederlag i Madrid for fjorten dage siden er de engelske mestre under pres. Det har manager Roberto Mancini da også indset.
- Det er en svær gruppe. Vi kom ikke for godt i gang, fordi vi tabte til Real Madrid, og derfor er det vigtigt at spille godt mod Dortmund, siger italieneren.
Han husker kun alt for godt sidste sæson, hvor klubben kun hentede ét point i de første to kampe. Efter uafgjort 1-1 mod Napoli tabte briterne 0-2 til Bayern München.
Derfor halsede man efter konkurrenterne i resten af gruppespillet og kom i sidste ende ikke videre til ottendedelsfinalerne. Mancini vil naturligt nok gerne undgå en gentagelse.
- Dortmund er gode i kontraspillet, og derfor bliver det svært. Men denne gang vil vi videre fra gruppespillet, og derfor er denne kamp meget vigtig, siger manageren.
Dortmund, der vandt 1-0 over Ajax i den første gruppekamp, kommer til Etihad Stadium med moralen i top efter weekendens 5-0-sejr over Mönchengladbach.
- Sådan en sejr giver én selvtillid til de næste kampe. Vi har en stor opgave foran os, men vi glæder os til den.
- Vi skal spille disciplineret, men vi skal også tage noget mod med fra Mönchengladbach-kampen, siger forsvarsspilleren Mats Hummels.
Træner Jürgen Klopp beder dog sine spillere om at bevare jordforbindelsen.
- På trods af sejren over Gladbach må vi ikke blive for overmodige nu. City er et hold, der er fyldt med verdensstjerner, og vi ved, hvordan vi skal spille mod dem for at overleve, siger han.
At Manchester City kan besejres på hjemmebane, beviste Aston Villa i øvrigt forrige weekend, da holdet vandt 4-2 efter forlænget spilletid i Liga Cuppen. Det var Citys første nederlag på hjemmebane siden januar.
Gruppens andet opgør er mødet mellem Real Madrid og Ajax. Og selv om danskerklubben har hjemmebane, må madrilenerne påtage sig favoritværdigheden.
De seneste fire opgør mellem de to klubber i Champions League er alle endt med sejr til spanierne, og det er ikke lykkedes Ajax at score bare et enkelt mål.
Men måske kan Christian Eriksen lave om på den statistik. Han stiller i hvert fald op med en frisk scoring i fødderne, idet han sørgede for sejrsmålet i weekendens 1-0-sejr over Twente.
Kampen fløjtes i gang klokken 20.45.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie