Cristiano Ronaldo er tilbage på Portugals landshold
Cristiano Ronaldo var onsdag med til at sende Juventus videre i Champions League, og fredag blev han udtaget til Portugals trup. Foto: Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Marco Bertorello/Ritzau Scanpix
Cristiano Ronaldo kan gøre et længe ventet comeback for Portugal, efter at han fredag er blevet udtaget.
Cristiano Ronaldo er tilbage på det portugisiske fodboldlandshold.
For første gang siden sidste sommers VM-slutrunde i Rusland er Ronaldo udtaget til Portugals trup.
34-årige Ronaldo har siden VM i 2018 kun spillet klubfodbold for Juventus, men nu kan han gøre comeback for Portugal.
Landstræner Fernando Santos har tidligere fortalt, at der var en mundtlig aftale med Ronaldo om at holde en pause fra landsholdet.
Det var i kølvandet på Ronaldos opsigtsvækkende skifte fra spanske Real Madrid til Juventus sidste sommer.
Forklaringen var, at han ville koncentrere sig om at falde til i sin nye klub i støvlelandet.
Fredag var Ronaldo blandt 25 navne i den portugisiske trup til kampene mod Ukraine og Serbien i EM-kvalifikationen.
- Cristiano er den bedste spiller i verden, og han vender hjem til sit hold. Alle hold vil blive stærkere med ham, siger Santos ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Med 154 landskampe er Ronaldo den spiller, der har optrådt flest gange for nationalmandskabet.
Han har også scoret flest mål for Portugal - 85 af slagsen er det blevet til.
Ronaldo, som er gået glip af seks landskampe i løbet af de seneste ni måneder, var i 2016 med til at vinde EM med Portugal.
Seneste artikler
Fede overskud og millionløn. Hvor er moralen?
Nu kan du stemme i alle kategorier
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro