Danmark skal nyde dage uden kniven for struben
Mette Tranborg og holdkammeraterne har haft et hårdt program, siden EM startede, men nu venter nogle dage uden kampe. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Siden EM-åbningen har Danmark spillet vitale kampe hver anden dag. Nu kan holdet endelig trække vejret lidt.
Danmark gav sig selv den sværest mulige vej til EM-succes, da holdet indledte EM i kvindehåndbold med et nederlag i åbningskampen.
Den skæve start mod Slovenien betød, at Danmark har været tvunget til at vinde alle kampe efterfølgende. Et stort pres hver anden dag siden 4. november.
Med sejren over Kroatien lørdag lever Danmarks semifinaledrømme, og først onsdag skal holdet i kamp igen til det formentlig afgørende opgør mod Norge.
Tre dages pause venter. Det er tiltrængt ifølge landstræner Jesper Jensen.
- Det vigtigste er lige at få ro på hovedet. Vi har siden Slovenien-kampen haft kniven for struben og nærmest spillet vind-eller-forsvind-kampe siden. Fysisk er vi ret godt med, men mentalt har der været tryk på, siger han.
- Vi er der, hvor vi skal være, og de næste tre dage har vi mulighed for at få endnu mere ind i holdet, restituere og få nogle gode træninger.
Selv om hviledagene bekommer danskerne godt, så har flere hviledage i træk også den effekt, at den kendte rytme med kamp hver anden dag ændres.
Derfor bliver det også en opgave for danskerne at holde sig inde i en dagligdag, som ikke afviger for meget fra det velkendte.
- Det vigtigste bliver at blive i rytmen på en eller anden måde, selv om det er godt med et lille afbræk og nogle hviledage. Det handler stadig om at fokusere på næste kamp og forberede os, som vi plejer at gøre, lyder det fra Mette Tranborg.
Kampen mod Norge spilles onsdag klokken 20.30. Til den tid vil alle andre kampe i gruppen være afviklet, så Danmark ved, hvad der kræves for at komme i semifinalen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie