Dansk keepercomeback og Bjorkstrand-mål i NHL-åbner
Frederik Andersen laver her en redning i løbet af onsdagens sæsonåbner mod Columbus Blue Jackets. Foto: James Guillory/Ritzau Scanpix
Frederik Andersen er tilbage i NHL efter en skadespause. Oliver Bjorkstrand åbnede sæsonen med en scoring.
Tre danske ishockeyspillere har natten til torsdag dansk tid været i aktion for første gang i sæsonen i den nordamerikanske ishockeyliga NHL, og to af dem markerede sig positivt.
Målmand Frederik Andersen gjorde sig bemærket med 31 redninger i sin første betydende kamp, siden han i april blev skadet i en kamp mod Colorado Avalanche.
Danskeren sad efterfølgende ude i resten af sidste sæsons grundspil og alle sit holds 14 kampe i Stanley Cup-slutspillet.
Andersens Carolina Hurricanes slog Columbus Blue Jackets 4-1 i sæsonåbneren, og herningenseren glæder sig både over sit NHL-comeback og sejren.
- Jeg er bare glad for at have arbejdet mig tilbage og være frisk nok til at kunne spille, siger Andersen efter kampen ifølge nhl.com.
- Selvfølgelig er det sjovt at være tilbage. Vi ønskede at tage et godt første skridt, og jeg synes, at vi spillede virkelig godt.
Også Oliver Bjorkstrand åbnede sæsonen med lidt personlig succes, men til gengæld også et nederlag til Bjorkstrands hold, Seattle Kraken.
Det så ellers lyst ud, da midtjyden i begyndelsen af anden periode hamrede pucken i kassen til 3-1, mens Seattle var i overtal. Det var en af den skydegale danskers syv afslutninger i kampen.
Anaheim Ducks fik dog svaret igen i hjemmekampen. Den ordinære tid sluttede 4-4 og i forlængelsen vandt Anaheim.
Lars Eller hverken scorede, assisterede eller vandt, da Washington Capitals indkasserede et 2-5 nederlag til Boston Bruins. Eller fik knap 11 minutter på isen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie