DBU hyrer teknisk chef til at forbedre talentudvikling

Peter Møller, der er fodbolddirektør i Dansk Boldspil-Union (DBU), skal fremover samarbejde med en ny teknisk chef. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Anders Gerber bliver forfremmet fra talentchef på pigesiden til at blive teknisk chef i Dansk Boldspil-Union.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dansk Boldspil-Union (DBU) vil forsøge at styrke talentudviklingen i dansk fodbold. Derfor har DBU oprettet en ny rolle som teknisk chef i unionen.

Til at varetage jobbet har DBU internt fundet Anders Gerber. Han har hidtil været talentchef på pigesiden. Det oplyser DBU tirsdag på sin hjemmeside.

Peter Møller, der er fodbolddirektør i DBU, ser frem til at arbejde sammen med Anders Gerber.

- Anders har allerede et stærkt fagligt fundament inden for talentudviklingen, herunder et rigtig godt kendskab til vores spillestil på tværs af alle landshold og stor erfaring i arbejdet med de danske klubmiljøer.

- Hans visionære tilgang skal sikre, at vi i dansk fodbold har stærkest mulige fundament i udviklingen af vores bedste spillere og trænere, så vi står stærkest muligt i den internationale konkurrence, siger Peter Møller.

Anders Gerber får det overordnede ansvar for at udvikle DBU's fodboldfaglige setup med ansvar for blandt andet "talentudviklingen og performance".

- Dansk fodbold har allerede et stærkt fundament, men vi skal turde tænke større og investere endnu mere strategisk i vores talentudvikling.

- Mit mål er, at vi sammen sikrer de bedste rammer for spillere og trænere på tværs af hele systemet - fra talentcentre til landshold. Vi skal bruge de styrker, vi har og udvikle på de muligheder, der er, siger Anders Gerber.

En af de første opgaver for Gerber bliver at ansætte to nye talentchefer i samarbejde med resten af ledelsesteamet.

/ritzau/