Det er et frisk pust, når Det Radikale Venstres kulturminister Uffe Elbæk overfor Ritzau slår til lyd for "en vis tolerance" overfor fodboldspillere, der i kampens hede råber racistiske eller seksuelle skældsord efter hinanden.
Det mener Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrentsen.
- Det er forfriskende at høre en Radikal politiker, der har begge ben på jorden, siger han.
- De plejer at være sådan nogle blåøjede konventions-fanatikere, så det er rart, at vi her har en mand, der får det ned i øjenhøjde, siger han og fortsætter:
- Det handler jo ikke om at tolerere racisme, men om at man ikke involverer retssystemet, fordi en spiller i en ophidset situation kommer til at sige noget, han eller hun ikke skulle have sagt, siger han.
Kulturministerens bemærkninger har affødt øjeblikkelig kritik fra såvel Spillerforeningen som Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske samt en bred vifte af de politiske partier.
Kulturministeren - der selv er homoseksuel - understreger overfor Ritzau, at han mener, at racisme er "helt uacceptabel", og at han "gennem mange år er gået op imod hadefulde udtalelser".
Og det er også med den klangbund, at man skal forstå ministerens udtalelse, mener Alex Ahrentsen.
- Jeg kender Uffe så godt, at jeg ved, at han på ingen måde blåstempler racisme, hvilket jeg jo selvsagt heller ikke gør. Pointen er bare, at vi skal passe på ikke at blive for hysteriske, for det er jo normalt, at spillerne pænt siger undskyld til hinanden efter kampen, siger han.
Spørgsmål: Men hvis man godtager spillernes opførsel, skal man så ikke også acceptere tilskuernes hånlige tilråb?
- Der er en klar forskel. Tilskuerne deltager jo ikke i kampen, og derfor bør man forvente, at de kan holde hovedet koldt, siger Alex Ahrentsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie