Dyb krise efterlod vestjysk håndboldstolthed i magtesløshed

Jonas Porup (i sort) var en af de TTH-spillere, der lykkedes med at holde sig skadesfri i løbet af sæsonen, mens bærende kræfter som Johan Meklenborg og Nikolaj Enderleit missede meget store dele af sæsonen. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Spillerne i TTH Holstebro havnede i et mentalt hul, og en af holdets mest erfarne kræfter har endnu ikke en forklaring på, hvorfor det endte så galt.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Vi har kigget hinanden i øjnene og sagt, at det her skal vi aldrig nogensinde opleve igen.

Det var lige ved at gå helt galt i TTH Holstebro, og selv erfarne folk som 36-årige Allan Damgaard oplevede at føle sig magtesløs, da den stolte håndboldklub tabte ni kampe i træk og havnede med røven i vandskorpen.

Allerede i grundspillet var nedrykningen nær, og først da det virkelig spidsede til i to kampe mod 1. divisionsholdet Høj, overlevede klubben, som ellers normalt er blandt de fire-fem bedste i Danmark.

- Når vi kom bagud, tænkte vi: "Nå, nu taber vi igen". Vi kiggede rundt på hinanden og søgte en løsning, men ingen anede, hvad vi skulle stille op, siger Allan Damgaard.

Krisen kradsede, og det var svært for alle i TTH - også på ledelsesgangen.

- Gennem 15 år har vi været en vinderklub, men pludselig var vi mere tabere end vindere, siger direktør John Mikkelsen.

Det lykkedes at redde klubben fra nedrykning, og siden den sidste kamp i midten af maj har vestjyderne sundet sig og forsøgt at finde svar.

Spørger man direktøren, var mange faktorer med til at vælte korthuset.

- Vi sagde farvel til flere profiler før sæsonen, og vi havde mange spillere ude med skader. I oktober og november havde vi syv spillere ude. Samtidig har vi skiftet træner flere gange, og det har været med til at forstærke nedturen.

Det første trænerskift var ikke direkte fremtvunget af dårlige resultater. I december blev Søren Hansen sygemeldt med stress, og så tog assistenttræner Claus Uhrenholt over. Det holdt indtil marts.

Resultaterne svigtede fortsat, så klubben ansatte Andreas Toudahl som redningsmand. I løbet af de følgende måneder fortalte han, hvordan han var overrasket over den mentale tilstand blandt spillerne. De var hårdt ramt.

Allan Damgaard har oplevet meget i sine mange år i tophåndbold, men selv han har svært ved at forklare, hvorfor holdet sank så dybt.

- Vi har selv undret os over det. Hvorfor kunne vi ikke vinde? Det er svært at sætte ord på. Det er nok det, der er problemet. Nogle ting kunne vi simpelthen ikke snakke om. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.

- Vi har holdt så mange møder og haft en sportspsykolog på. Vi fik alt stillet til rådighed, men intet virkede. Det er bare mærkeligt, siger Damgaard.

Både i truppen og på ledelsesgangen er efterrationaliseringen i fuld gang.

- Det vigtigste for vores fremtid er, at vi lærer af oplevelsen. En vigtig læring er at være ydmyg og arbejde hårdt. Dermed ikke sagt, at vi ikke har arbejdet hårdt, men vi kan ikke bare tage for givet, at vi er et tophold.

- Vi har fået et godt, gammeldags los i røven, siger John Mikkelsen.

Allan Damgaard er enig. Han hæfter sig ved det positive i, at klubben overkom forskrækkelsen og overlevede. I kampene mod Høj blev han bekræftet i, at holdet er godt.

- Vi vil tilbage næste år og vise, at det var en engangsfejl, siger bagspilleren, som ikke frygter, at holdet igen dumper ned i hullet.

- Jeg håber, at oplevelsen har styrket den mentale robusthed, men vi er nødt til at vise det. Nu er der rigtig meget snak, og det nytter ikke at snakke. Vi skal spille håndbold og lade bolden tale, siger han.

Når forberedelserne til næste sæson begynder, er Søren Hansen tilbage fra sin sygemelding. Det kan være en skrøbelig situation, han går ind til efter sin kamp med stress, men Damgaard har tillid til sin træner.

- Vi glæder os alle over, at han er tilbage. Det gjorde ondt på os alle, det der skete. Men det har været godt for ham at komme væk og lære en masse om sig selv. Jeg er utrolig tryg ved at få ham tilbage.

/ritzau/

TTH Holstebros meritter i dansk håndbold

TTH Holstebro, som indtil 2016 hed Team Tvis Holstebro, har i det seneste årti haft stor succes på den hjemlige håndboldscene, men i år var holdet helt ude i tovene. Her følger et overblik over de seneste ti års meritter.

* 2021/22: TTH Holstebro slutter tredjesidst i grundspillet og sidst i nedrykningsspillet. Efter to kampe mod Høj fra 1. division overlever klubben med nød og næppe.

* 2020/21: TTH Holstebro slutter som nummer tre i grundspillet og når senere semifinalen. Her taber klubben til Bjerringbro-Silkeborg, inden det ender med nederlag til GOG i kampen om bronzemedaljer.

* 2019/20: TTH Holstebro er placeret som nummer tre i ligaen, da sæsonen afbrydes på grund af coronapandemien og får dermed bronzemedaljer. Klubben vinder sølv i pokalturneringen.

* 2018/19: TTH Holstebro slutter som nummer fire i grundspillet og som nummer tre i sin gruppe i slutspillet.

* 2017/18: TTH Holstebro slutter som nummer fem i grundspillet og som nummer tre i sin gruppe i slutspillet. Klubben vinder pokalturneringen.

* 2016/17: TTH Holstebro slutter som nummer tre i grundspillet og som nummer tre i sin gruppe i slutspillet.

* 2015/16: TTH Holstebro slutter som nummer et i grundspillet og vinder senere DM-sølv efter nederlag til Bjerringbro-Silkeborg i finalen.

* 2014/15: TTH Holstebro slutter som nummer fire i grundspillet og som nummer tre i sin gruppe i slutspillet. Klubben vinder sølv i pokalturneringen.

* 2013/14: TTH Holstebro slutter som nummer tre i grundspillet og når senere semifinalen. Her taber klubben til KIF Kolding København, inden det ender med bronzemedaljer efter sejr over Skjern Håndbold.

* 2012/13: TTH Holstebro slutter som nummer fem i grundspillet og som nummer fire i sin gruppe i slutspillet.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu