Efter VM-nederlag: - Stolt over at have en datter der er nået så langt

Rikke Læntver Sevecke og resten af det danske fodboldlandshold tabte ottendedelsfinalen ved VM med 2-0 til værtsnationen, Australien. Her får hun behandling efter et sammenstød med en modspiller i starten af anden halveg. Foto: Jaimi Joy/Reuters/Ritzau Scanpix

Det danske fodboldlandshold for kvinder er ude af VM efter nederlag til værtsnationen, Australien. Med på banen var en spiller, der trådte sine første fodboldstøvler i Nykøbing, og hendes mor er stolt af datteren trods nederlaget.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ottendedelsfinalen blev endestationen for nykøbingenseren Rikke Læntver Sevecke og resten af det danske kvindelandshold ved VM i fodbold.

Mandag eftermiddag tabte de rød-hvide med 2-0 til værtsnationen, Australien, for øjnene af 75.000 tilskuere i Sydney og formentlig endnu flere foran tv-skærmene.

Blandt de, der fulgte kampen i tv, var Rikke Læntver Seveckes forældre, Pernille og Frido. Sammen med nogle venner fulgte de kampen fra familien Læntver Seveckes sommerhus i Marielyst.

- Det var ærgerligt, at de tabte, men jeg er stolt over at have en datter, der spiller på A-landsholdet og er nået så langt. Lige nu er jeg selvfølgelig skuffet, men jeg synes, at de spillede en god første halvleg og gjorde det godt, fortæller Pernille Læntver Sevecke kort efter slutfløjtet på den anden side af Jorden.

Rikke Læntver Sevecke, der er forsvarsspiller, begyndte inde i mandagens VM-kamp, men blev skiftet ud efter 63 minutters spil til fordel for offensivspilleren Signe Bruun.

Forældrene havde endnu ikke nået at snakke med datteren efter kampen, men de fik en kort snak lige, da holdet var ankommet til Sydney.

- Da var hun glad og glædede sig til at spille foran alle de australiere. Det må også være noget af det største - bare at opleve den stemning, fortæller Pernille Læntver Sevecke og gentager sin stolthed over datteren.

Har villet det fra start af

- Hun har villet fodbolden lige fra start af. Hun flyttede til en ungdomsbolig i København allerede som 16-årig for at satse på fodbold, og så har hun været god til hele tiden at træffe de rigtige beslutninger, mener landsholdsspillerens mor.

27-årige Rikke Læntver Sevecke fik sin fodboldopdragelse i B. 1921 - og allerede dengang spåede hendes daværende træner hende en fremtid på landsholdet. Det kan du læse mere om HER.

I de senere år har hun været professionel i udenlandske klubber, så det er ikke så tit, at tiden tillader familiebesøg på Falster. Men så tager forældrene ud i stedet og ser hende spille. De er blandt andet faste tilskuere til landsholdets hjemmekampe, når Rikke er i truppen.

- Man skal jo bakke op, som Pernille siger.

Der er altid god opbakning fra familien til Rikke Læntver Sevecke, når hun spiller landskamp. Billedet her er fra en af de indledinde puljekampe. Det er Rikkes forældre, Frido og Pernille, længst til højre. Privatfoto