Ekstrem kulde: Atleter overvejer at droppe OL-åbning
Åbningsceremonien ved vinter-OL i Sotji i 2014 var en stor oplevelse for de deltagende atleter, men nu frygter flere, at de må udeblive fra dette års åbningsceremoni i Pyeongchang på grund af kulde. Foto: Reuters/Issei Kato
Reuters/Issei Kato
Temperaturen i Pyeongchang er ekstremt lav, og flere deltagerlande ytrer bekymring for åbningsceremonien.
Når atleter fra hele verden ankommer til OL i Pyeongchang i disse dage, så er ikke spændingerne mellem Nord- og Sydkorea, den russiske dopingskandale eller superstjerner som Lindsey Vonn, der bliver talt om.
Det er derimod den bidende kulde, der i disse dage har valgt at finde vej til OL-værtsbyen, der er på atleternes læber, skriver nyhedsbureauet AFP.
Temperaturen er nede omkring 20 minusgrader, og det kan nu få konsekvenser for fredagens åbningsceremoni, skriver nyhedsbureauet AFP.
Flere lande er bekymrede for ceremonien, der finder sted fredag aften.
Italien har stukket instrukser ud til sine deltagere om hele tiden at holde sig i bevægelse, og New Zealands chef de mission lufter også sin bekymring.
- Vi er bekymrede for åbningsceremonien, der afholdes om aftenen, og vi tænker meget på, hvordan vi skal holde os varme, hvis der er så lave temperaturer, siger chef de mission for New Zealand, Peter Wardell.
- Vi har fået at vide, at det forventes, at temperaturen bliver omkring 10 minusgrader under ceremonien, og det er faktisk ret varmt i forhold til i dag.
- Men det er stadig meget at forlange, at atleterne først skal marchere ind og derefter sidde i kulden i halvanden time.
Han udelukker ikke, at flere af de newzealandske deltagere undlader at deltage i ceremonien.
Deltagerne ved vinter-OL er vant til at præstere i lave temperaturer, men flere af dem fortæller, at de er påvirkede af kulden i Pyeongchang, der, når den er værst, kan måle sig med sibirisk kulde.
Arrangørerne gør, hvad de kan, for at åbningsceremonien bliver en succes, og de vil uddele tæpper og andre remedier, der skal sikre atleterne varmen.
Det hidtil koldeste vinter-OL, der er registreret, blev afholdt i norske Lillehammer i 1994, hvor temperaturen jævnligt lå på 25 minusgrader.
Vinter-OL åbnes fredag og løber frem til 25. februar.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie