De norske spillere og selv de norske kommentatorer gik onsdag aften amok på de danske håndbold-dommere Lars Ejby Pedersen og Per Olesen efter Norges dramatiske 32-34-nederlag til Island ved EM-slutrunden i Serbien.
Nordmændene var rasende over ikke at have fået tilkendt et straffekast i den hektiske slutfase, da Norge var bagud 32-33.
- Jeg forstår, de reagerer. Det er jo en vigtig situation, for fanden. Men det var for meget. Det må jeg sige. På den ene side er det forståeligt, men på den anden side er det for meget, siger Per Olesen til vg.no.
- Vi skal se kampen på video nu. Men min mavefornemmelse siger mig, at vi traf den rigtige beslutning. Vi laver selvfølgelig også fejl, men de meldinger, vi har fået fra dommerkolleger, går på, at vi havde ret, forklarer Per Olesen.
Kommentator på norsk TV2 Harald Bredeli langede heftigt ud mod danskerne efter episoden.
- Men de danske dommerne: Hvad laver de? Fanden tage jer. Undskyld udtrykket, men vi bliver snydt for et straffe, som kunne have givet os uafgjort og en plads i mellemspillet.
- Det er en skandale. Det er en dommerskandale. Det var et oplagt straffe. Håndboldhistoriens mest oplagte straffe, lød det fra Bredeli.
Den kritik tager danskerne med ro.
- For det første har jeg ikke hørt det, og dermed kan jeg heller ikke kommentere det. Men hvis han har udtrykt sig således, må det stå for egen regning, siger Lars Ejby Pedersen.
Bredeli har allerede undskyldt sit voldsomme udfald mod dommerparret.
For sit brokkeri har Norges assisterende landstræner, Zelko Tomas, i øvrigt fået en karantæne af det europæiske håndboldforbund (EHF), så han ikke må sidde på bænken i fredagens kamp mod Kroatien.
Norge har også fået en bøde på 1000 euro, svarende til 7.500 kroner.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie