EM-spiller kom galt af sted med tomlen

Med Jesper Jensens skadeafbud er herrelandsholdet i håndbold sårbart på playmakerpladsen forud for EM i Østrig. Derfor vakte det givetvis en smule ængstelse, da Flensburg-Handewitt-spilleren Thomas Mogensen udgik af formiddagens træningspas i Aalborg med ondt i tommelfingeren.

- Jeg fik tommeltotten på min højre hånd brækket bagover, da den uheldigvis var kommet til at hænge fast i en modstanders trøje. I første omgang var smerten stor. Men efter at den er blevet nedkølet med is, ser det bedre ud, siger Thomas Mogensen til sporten.dk.

Han håber ikke, at skaden er så alvorlig, at EM kommer i fare. For en sikkerheds skyld skal han dog have skinne på fingeren i de kommende dages træninger.

/ritzau/

Thomas Mogensen udgik af tirsdagens landsholdstræning med en øm tommeltot. Han fik is på og skal de kommende dage have skinne på fingeren.

Offentliggjort Sidst opdateret