Esbjergs kollektiv skal sikre bronze mod franske enere
Mette Tranborg (med bold) og holdkammeraterne kunne ikke knække giganten Györ, men der er stadig en danske medalje inden for rækkevidde. Foto: Aniko Kovacs/Ritzau Scanpix
Metz kommer med stor individuel klasse, som Team Esbjerg skal modstå i Champions Leagues-bronzedyst.
- Hvis det bliver det vilde vesten inde på banen, så er der ingen tvivl om, at de løber afsted med medaljerne.
Sådan lyder det fra Team Esbjerg-træner Jesper Jensen i en pressemeddelelse fra klubben inden vestjydernes Champions League-bronzekamp søndag mod franske Metz.
Håndboldkvinderne fra Esbjerg har i denne sæson vundet guld i pokalturneringen og sølv i den hjemlige liga. Nu skal de forsøge at sikre et stykke europæisk bronze som afrunding på sæsonen.
Efter lørdagens nederlag i Champions League-semifinalen mod ungarske Györ venter Metz på danskerne i bronzekampen i Budapest.
Det bliver Esbjergs 61. kamp i sæsonen, og selv om trætheden utvivlsomt sidder lidt i kroppen, så må kollektivets bolte ikke give efter, forklarer Jesper Jensen.
- De har nogle fuldstændig vanvittige, individuelle kompetencer. Det er helt ekstremt. Ud over Louise Burgaard har de seks andre bagspillere, som er helt vildt dygtige, siger Jesper Jensen.
- Derfor bliver det et spørgsmål om at holde fokus hele tiden på de rigtige ting. Det bliver vores kollektiv, som skal vinde over deres individualister.
Franskmændenes individuelle klasse ligger blandt andet hos profiler som brasilianeren Bruna de Paula og de franske landsholdsspillere Meline Nocandy og Grace Zaadi Deuna.
- Vi skal være foran dem mentalt hele tiden. Vi skal bakke op hele tiden, spille en ekstra aflevering og få dem i dueller, som vi gerne vil have, forklarer Jesper Jensen, som uanset resultatet ser tilbage på en stor sæson.
- Det har helt sikkert været klubbens bedste sæson. Vi har været danmarksmester flere gange, men at spille med i toppen i Europa viser, at klubben er oppe på et niveau nu, hvor vi er interessante, mener han.
Kampen bliver samtidig et farvel til Line Myers, Annette Jensen og Marit Malm Frafjord, som alle stopper i klubben.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie