Evenepoel får undskyldning fra Vuelta-chef efter styrt
Belgiske Remco Evenepoel styrtede kort efter sin sejr på 3. etape. Foto: Pau Barrena/Ritzau Scanpix
Remco Evenepoel var stærkt utilfreds efter sit styrt på 3. etape. Nu får han en undskyldning fra arrangørerne.
Efter sin sejr på 3. etape af Vuelta a España bragede cykelrytteren Remco Evenepoel direkte ind i en kvinde og styrtede.
Med blod i ansigtet udtrykte han på samme tid glæde over etapesejren og irritation over, at der stod folk så tæt på målstregen.
Nu erkender Vuelta-ledelsen brøleren.
- Vi er kede af, hvad der skete efter målstregen, og vi undskylder. Vi vil undersøge det, siger løbsdirektør Javier Guillén til det spanske medie Marca.
På det efterfølgende pressemøde påpegede Remco Evenepoel, at det var tredje dag i træk med kritisable forhold for rytterne.
Holdtidskørslen på 1. etape blev for mange af holdenes vedkommende kørt i mørke og silende regn.
Dagen efter skulle der højlydt rytterbrok til for at flytte det punkt, hvor tiden blev noteret, til ni kilometer før mål. Og på mandagens 3. etape var den så gal efter målstregen.
- Vi er afhængige af vejrforholdene, og vi måtte håndtere regnen i Barcelona efter tre måneder med tørvejr.
- Alt gik godt (på 3. etape, red.). Vi havde et lille uheld lige efter målstregen med Evenepoel. Vi vil analysere, hvad der skete, og måske kunne vi have gjort det bedre. Organisatoriske udfordringer må ikke ignoreres, siger løbsdirektøren.
Evenepoel bekræfter, at han har fået en undskyldning.
- Jeg så billederne oppefra, og det er klart, at afstanden efter målstregen var alt for kort i går (mandag, red.). Organisationen har undskyldt for det, og jeg tror, de ved, de lavede en fejl, siger han ifølge cyclingnews.com.
Der var ikke umiddelbart kritik af arrangørerne efter tirsdagens etape, der blev vundet af australske Kaden Groves. Til gengæld blev finalen skæmmet af flere styrt.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie