FC Nordsjælland sælger målmand til hollandsk klub
FC Nordsjælland har solgt målmanden Peter Vindahl Jensen til den hollandske klub AZ Alkmaar, der endte på en tredjeplads i den bedste hollandske række i sidste sæson. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix
Claus Bech/Ritzau Scanpix
Peter Vindahl Jensen har fået en fireårig kontrakt hos AZ Alkmaar, der sluttede som nummer tre i Holland.
FC Nordsjælland har mistet sin førstemålmand.
Superligaklubben skriver således på sin hjemmeside, at Peter Vindahl Jensen er blevet solgt til AZ Alkmaar.
Han har fået en kontrakt, der løber frem til sommeren 2025, meddeler hollænderne på deres hjemmeside.
Tilbuddet fra den hollandske topklub kunne han ikke sige nej til.
- Jeg har været utrolig glad for min tid i FC Nordsjælland, og det er jeg stadigvæk den dag i dag. Men efter 6,5 år i klubben føler jeg, at jeg er klar til at prøve noget nyt og udfordre mig selv.
- Den hollandske liga er lidt bedre end den danske, og skiftet vil give mig muligheden for at udvikle mig mest muligt i nye omgivelser, som jeg føler, jeg har brug for.
- Da AZ Alkmaar kom på banen, var det derfor svært at sige nej. Det er en stor klub, som er i en god udvikling, og jeg er glad for, at klubberne kunne finde hinanden, siger han til klubbens hjemmeside.
Mikkel Hemmersam, der er sportsdirektør i Farum-klubben, peger på, at målmanden med skiftet har opnået et af de mål, han havde sat sig.
- Han har forudsætningerne til at nå langt, og nu får han muligheden for at tage det næste skridt og prøve kræfter med en ny liga, der er skridtet op fra den danske, og med europæisk fodbold.
- Vi glæder os på Peters vegne, men vi er også klar over, at han efterlader sig et hul i vores trup på målmandspositionen. Det forventer vi at lukke i den nærmeste fremtid, siger sportsdirektøren.
23-årige Vindahl vogtede målet for nordsjællænderne, da holdet i fredags slog Brøndby 1-0 på udebane. Efter kampen var han tydeligt følelsesladet, da han var klar over, at det kunne være den sidste kamp for klubben.
Han nåede at spille 55 officielle kampe for FC Nordsjælland.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie