FCK gafler Horsens-keeper til sommer på femårig aftale
AC Horsens-keeperen Jesse Joronen skifter til FC København efter denne sæson. Foto: /ritzau/Jens Dresling
/ritzau/Jens Dresling
FC København henter Horsens-målmanden Jesse Joronen fra sommeren 2018 og fem år frem.
Den finske målmand Jesse Joronen bliver FC København-spiller fra sommeren 2018 på en aftale, der gælder frem til sommeren 2023.
Joronen spiller lige nu for AC Horsens, som han fortsætter hos i den kommende halvsæson frem til sit skifte.
24-årige Joronen kom til dansk fodbold i sommeren 2017 fra engelske Fulham, hvor han har været på kontrakt siden 2009.
Han har i den periode været udlejet til en række klubber, inden han skiftede til AC Horsens.
- Det er ingen hemmelighed, at vi har en klar forventning om, at Robin Olsen skal videre til sommer, og vi har derfor været på udkig efter en egnet afløser, der kan træde ind i vores stærke keeper-team.
- Jesse har imponeret alt og alle i dansk fodbold denne sæson med sine indsatser for AC Horsens, siger FCK-manager Ståle Solbakken til klubbens hjemmeside.
Nordmanden fortæller, at Joronen havde flere andre muligheder, men valgte FCK.
- Han har en rigtig god fysik og teknik, og han kommer trods sin unge alder med en god og bred erfaring fra engelsk fodbold.
- Han har lige fået sin debut på det finske landshold, og vi ser et stort potentiale i ham, siger Solbakken.
Selv ser den 197 centimeter høje Joronen frem til at tage næste skridt i karrieren hos FCK.
- Det vigtigste for mig er nu at give alt, hvad jeg har for AC Horsens resten af sæsonen.
- Jeg skylder alle der en stor tak for den udvikling, jeg har været igennem, og det er helt afgørende for mig, at jeg giver dem noget tilbage, indtil jeg skal videre.
- Jeg ser frem til at komme til FCK, som er Skandinaviens største klub og en klub, der ligesom jeg altid har store ambitioner.
- Jeg ved, at det er en stor opgave, men jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at blive en stærk målmand for FCK, siger Joronen.
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie