Fem spillere får karantæne efter NBA-slagsmål
Det gik hedt for sig i kampen mellem Detroit Pistons og Minnesota Timberwolves. Foto: Abbie Parr/Ritzau Scanpix
NBA-ledelsen har været rundhåndet med karantænerne, efter at en kamp endte i kaos natten til mandag.
Et stort klammeri på banen i NBA-kampen mellem Detroit Pistons og Minnesota Timberwolves natten til mandag får nu konsekvenser for slagsbrødrene.
De fem involverede spillere er alle blevet tildelt karantæne, oplyser NBA på X.
Timberwolves-spillerne Donte DiVincenzo og Naz Reid er blevet spærret i holdets næste kamp. Det samme er Ron Holland II og Marcus Sasser fra Pistons, mens deres holdkammerat Isiah Stewart er blevet straffet med to kampes karantæne.
- Længden af Stewarts karantæne er delvist baseret på hans historik med gentagne tilfælde af usportslig optræden, skriver NBA.
Balladen opstod, da Ron Holland II skubbede Naz Reid ud af position, da han var på vej mod kurven. Det ville Reid tydeligvis ikke finde sig og konfronterede sin modstander med en fremstrakt pegefinger.
Det fik spillere fra begge hold til at blande sig i et regulært slagsmål, der endte med, at flere spillere tumlede ud blandt tilskuerne.
De fem spillere, der nu er blevet tildelt karantæne, blev alle udvist efter slagsmålet. Det samme gjorde to trænere. En af dem var Detroit Pistons' head coach, J.B. Bickerstaff.
- Selvfølgelig gik tingene for vidt, men det, man ser, er, at spillere passer på hinanden, forsøger at beskytte hinanden og har hinandens ryg, sagde Bickerstaff ifølge flere nyhedsbureauer efter kampen.
Selve basketballkampen blev vundet af Minnesota Timberwolves med 123-104.
/ritzau/
Seneste artikler
Café uden bevilling fik beslaglagt masser af alkohol
Flere ramt af falske bookinger: Per frygter stort tab
Forargelse blandt politikere: Kalder på nyt stadion
Sådan vil Revykøbing skabe ny tradition
Kæmpe svigt at stadion blev en dødsfælde
Mest læste artikler
Café lukket efter syv dage: Det er chokerende
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Finn og Ciuk sælger restauranten: Tør ikke løbe en risiko
Stjal diesel for knap 10.000 kroner: - De skulle have et lag pisk og så i en gabestok
Har du tjekket kuponen? To lottovindere fra samme by får stor gevinst