Fifa bekræfter: Dreyer og co. er også fri i næste sæson
Anders Dreyer spillede i foråret for FC Midtjylland, men det er endnu uvist, hvor han skal spille i den kommende sæson. Han er på kontrakt i Rubin Kazan, men har mulighed for at spille i et andet land end Rusland i hele den kommende sæson. Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Fifa har forlænget den aftale, der betyder, at udenlandske spillere i Rusland må suspendere deres kontrakter.
Udenlandske spillere, der er tilknyttet fodboldklubber i Rusland eller Ukraine, kan fortsat vælge at få suspenderet deres kontrakter, uden at det har konsekvenser.
Det meddeler Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, tirsdag på sin hjemmeside.
Ordningen trådte i kraft 7. marts efter Ruslands invasion i Ukraine og varede oprindeligt midlertidigt frem til udgangen af juni.
Nu bliver ordningen forlænget, så reglerne også gælder i hele den kommende sæson - frem til 30. juni 2023.
Reglerne betød i foråret blandt andet, at Anders Dreyer skiftede fra Rubin Kazan til FC Midtjylland.
FC København hentede svenskeren Viktor Claesson, som siden har fået en permanent kontrakt i den danske mesterklub. Claesson fik ophævet sin kontrakt i Krasnodar.
Reglerne omfatter også udenlandske trænere i både Rusland og Ukraine. De kan også få suspenderet deres kontrakter i den kommende sæson.
Fifas beslutning vækker dog ikke udelt begejstring i Spillerforeningen, der er de danske fodboldspilleres fagforening. Her håbede man, at spillerne kunne komme helt ud af deres kontraktlige forpligtelser i Rusland.
- Vi mener ikke, at det er den optimale løsning for spillerne. Vi havde gerne set, at man fik mulighed for at ophæve sin kontrakt, siger direktør Michael Sahl Hansen til Spillerforeningens hjemmeside.
- Den løsning, der er truffet, gør, at spillerne fortsat skal leve i usikkerhed og nu igen skal ind i et forløb, hvor de er "udlånt" i et år. Det gør det svært at skabe kontinuitet og en stabil hverdag for spillerne og deres familier.
- Samtidig har vi svært ved at forstå, at der skulle gå så lang tid, før man kom frem til denne mellemløsning, siger Michael Sahl Hansen.
Den danske midtbanespiller Oliver Abildgaard, som stadig er tilknyttet Rubin Kazan, kan dermed også vælge at finde en anden klub, hvis han ikke har lyst til at spille i Rusland i næste sæson.
Dreyer har kontrakt med Rubin Kazan frem til 2026, mens Abildgaards aftale udløber i 2024. Rubin Kazan rykkede i den forgangne sæson ud af den bedste russiske række.
Alle russiske klubber og landshold er udelukket fra internationale turneringer på ubestemt tid af Fifa og Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) på grund af invasionen.
Fifa fordømmer Ruslands handlinger i Ukraine og efterlyser en hurtig afslutning på krigen. Forbundet meddeler, at man vil overvåge situationen nøje i den kommende tid.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie