Flemming Povlsen bliver assistenttræner i OB

Superliga-klubben OB får Flemming Povlsen som assistenttræner, oplyser fynboerne i en pressemeddelelse.

Offentliggjort Sidst opdateret

Dermed har cheftræner Troels Bech nu glæde af to tidligere landsholdsspillere som sine assistenter, eftersom Thomas Helveg allerede er tilknyttet OB som assistenttræner.

- Jeg kender Flemming Povlsen som en dygtig træner og stor inspirator for en hel trup og naturligvis også for vores angrebsspillere. Han vil både kunne bidrage med sin store faglighed og sit høje energiniveau, siger Troels Bech om den tidligere angriber.

At have Flemming Povlsen, der i 1992 vandt EM med Danmark, og Thomas Helveg ved sin side, ser Troels Bech frem til.

- Når jeg ser på ham og Thomas Helveg, så ser jeg et par stærke eksponenter for de værdier og den ånd, som OB skal udstråle. Derfor er jeg glad for at have dem begge omkring mig, siger Troels Bech.

Flemming Povlsen har fået en kontrakt frem til sommeren 2014, og efter planen vil han være på træningsbanen fire dage om ugen.

- OB er en af landets store traditionsklubber, og jeg glæder mig til samarbejdet med den øvrige stab omkring holdet.

- Jeg kender selvfølgelig Troels Bech fra tidligere, og jeg ved, hvad han står for. Det er en stil og tilgang, som jeg befinder mig godt med, siger Flemming Povlsen, der tidligere har arbejdet sammen med Troels Bech i Silkeborg.

Flemming Povlsen har også tidligere været en del af trænerteamet i AC Horsens, men han kalder OB sin hidtil største mundfuld.

- Det er en større klub, end jeg tidligere har været træner i, og den udfordring ser jeg frem til. Min opgave bliver at bidrage med både min faglighed og begejstring og i øvrigt være eksponent for en god og professionel livsstil, siger Flemming Povlsen.

Ansættelsen af Flemming Povlsen skal ifølge OB give Troels Bech bedre tid til at klare nogle af de opgaver, cheftræneren har overtaget fra den afgåede sportsdirektør Poul Hansen.

/ritzau/