GOG-stolthed trods ærgerlig polsk rutsjetur
Nicolej Krickau var stolt over sit GOG-hold, selv om Wisla Plock vandt til sidst. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Sportxpress/Ritzau Scanpix
GOG-træner var stolt over præstationen mod Wisla Plock, som, han mener, vandt til sidst på målmandsmomentum.
GOG missede lørdag chancen for at avancere i Champions League, da udekampen mod polske Wisla Plock blev tabt 24-27.
Det var dog med en ærgerlig fornemmelse, da GOG med et kvarter tilbage førte med fem mål.
- Det var noget af en rutsjetur. Vi havde det i egne hænder, men begyndte så at brænde en masse chancer, siger Lasse Møller, der blev GOG-topscorer med syv mål.
De første 45 minutter blev ellers udført til nærmest perfektion af fynboerne.
- Vi holdt os til planen og havde forberedt os godt. Jeg er glad for, at vi stadig kan spille god håndbold, og når vi rammer det niveau, kan vi slå Plock på udebane.
- Men det er selvfølgelig svært at vinde, når man taber en periode med 0-7 i slutfasen. Det var egentlig ikke noget taktisk, men en form for kollaps af dårlige afslutninger og brændte chancer, vurderer Lasse Møller.
GOG-træner Nicolej Krickau ville ikke tage ordet "kollaps" i sin mund. Han mente, at GOG-præstationen var bedre, end man kunne forvente på forhånd.
- Jeg er ekstremt stolt af drengene. Med et ungt hold spillede vi på en mega svær hjemmebane og håndterede presset på et højt niveau. Vi spillede 45 fuldstændige fantastiske minutter, men det krævede også mange ressourcer.
- Det kan koges ned til, at målmandsmomentum skiftede i de sidste 20 minutter. Plock havde brug for målmandsmirakler til sidst, og da manglede vi noget i afslutningerne, opridser Nicolej Krickau.
GOG lagde stærkt ud i gruppespillet, men har nu kun fået et point i de seneste fire kampe. Med en sejr lørdag havde fynboerne snuppet playoffpladsen for snuden af Wisla Plock inden sidste runde.
- Som programmet er skruet sammen, vidste vi, at vi ville hente flere point i starten end i slutningen. Havde du spurgt på forhånd, om vi selv kunne afgøre det i niende runde mod Plock, havde jeg stillet mig tvivlende.
- Vi har leveret højdepunkter og fået erfaring med et ungt hold. Havde vi vundet i Plock, havde det været til perfektion, men vi manglede lige det sidste, siger GOG-træneren.
Lasse Møller erklærer sig enig.
- Det har været en rutsjetur. Vi var, hvor vi gerne ville være og kunne selv afgøre det. Vi har fået kæmpe oplevelser og hår på brystet, siger han.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie