Guldkandidaten Frankrig vinder åbningskamp i polsk inferno
De polske fans gav Polen et stort rygstød, men Frankrig endte alligevel med sejren. Foto: Janek Skarzynski/Ritzau Scanpix
Med et ellevildt publikum i ryggen truede Polens håndboldherrer langt hen ad vejen Frankrig, som tog sejren.
Frankrig nævnes blandt spiludbydere og eksperter som et varmt bud på en vinder af herrernes VM i håndbold.
Og onsdag kom de franske håndboldherrer da også i gang med slutrunden med en sejr på 26-24 i åbningskampen mod Polen, men det var bestemt ikke uden problemer.
Et toptændt polsk mandskab gav med et lige så energisk hjemmepublikums opbakning Frankrig kamp til stregen langt hen ad vejen.
Mod slutningen viste kvalitetsforskellen sig imidlertid, og Frankrig er allerede nu godt på vej til mellemrunden.
Franskmændene gik ind til onsdagens møde som klar favorit, men hjemmebanen i Katowice var med til at udligne forskellen.
Nerverne spillede formentlig ind. I hvert fald blev der i kampens indledning begået en del fejl af begge hold.
Frankrig gik midtvejs i første halvleg fra 8-8 til 11-8, og så kunne man fristes til at tro, at det ville blive starten til slutningen for polakkerne.
Det blev da også 14-11, men scoringer af Szymon Sicko og Maciej Gebala sendte Polens hold i omklædningsrummet med et jubelbrøl og et forspring på bare et mål i fransk favør.
Det tætte løb fortsatte det meste af anden halvleg, hvor Polen blev ved med at slå tilbage.
Værterne havde en gylden mulighed i overtal med cirka ti minutter tilbage, men angrebet gik helt i stå på et problematisk tidspunkt.
I stedet for at udligne og måske endda tage føringen kom Polen pludselig bagud med tre mål, og landstræner Patryk Rombel tog en timeout.
Det hjalp ikke det store. Nikola Karabatic og holdkammeraterne smed ikke forspringet igen og kunne notere den første sejr i turneringen.
VM fortsætter torsdag, hvor de to øvrige hold fra gruppe B, Saudi-Arabien og Slovenien, blandt andre tørner sammen.
Danmark tager hul på VM fredag med en gruppekamp mod Belgien. Den kamp spilles i Sverige, som er den anden vært ved VM.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie