Håndboldherrer slår Egypten trods sløj anden halvleg
Heller ikke Egypten lykkedes med at bremse rapfodede Mathias Gidsel. Foto: Eloisa Lopez/Reuters
Danmark førte stort ved pausen efter opvisning mod Egypten, men niveauet faldt drastisk i anden halvleg.
De danske håndboldherrer fulgte mandag op på åbningssejren mod Frankrigs OL-værter med en sejr over Egypten.
Afrikanerne, der tidligere har voldt Danmark besvær, blev slået med 30-27.
Dermed er de danske vicemestre på sikker kurs mod kvartfinalerne efter to af i alt fem indledende gruppekampe.
Fra bænken kunne landstræner Nikolaj Jacobsen se to vidt forskellige halvlege, hvor især de sidste 30 minutter formentlig vil give ham en smule panderynker.
En dansk opvisning før pausen med urokkeligt forsvarsspil, fart og effektive kontraangreb sikrede en føring på 19-9.
Kampen virkede afgjort, efter at Mathias Gidsel og Simon Pytlick havde leveret et show uden lige med finteløb og frække scoringer. Thomas Arnoldsen leverede også et fint aftryk.
Den store pauseføring skrumpede i begyndelsen af anden halvleg hurtigt ind til en firemålsføring.
Den effektivitet, der var kendetegnede gennem hele første halvdel af kampen, var nærmest ikkeeksisterende og store chancer fra fri position blev sendt udenom stolperne.
Det lykkedes trods alt at få stoppet siveblødningen, og tiden løb stille og roligt ud for egypterne i en trods alt ret sikker dansk sejr.
Mikkel Hansen, der runder karrieren af efter OL, så det meste fra bænken, men fik hele hallen til at bryde ud i begejstring, da han efter 21 minutter blev sendt ind for at tage et straffekast.
Det slap han mindre heldigt fra, men den snarlige håndboldpensionist tog revanche to gange i anden halvleg.
Ud over den mindre gode anden halvleg, så kunne Nikolaj Jacobsen også notere sig, at Simon Hald fik et skrub.
Forsvarskæmpen måtte humpe ud efter kun et minut og blev siddende ude på bænken.
Danmark møder i næste kamp Argentina. Det opgør spilles på onsdag. De to sidste gruppekampe er mod Ungarn og Norge.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie