Hareide giver genvalg til Peru-startere og Lasse Schöne
Lasse Schöne (rød trøje) starter inde i stedet for William Kvist, når det danske landshold klokken 14 møder Australien ved VM. Danmark spiller kampen i hvide trøjer. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lasse Schöne er eneste ændring og starter i stedet for den skadede William Kvist mod Australien.
Never change a winning team.
Den velkendte parole anvender landstræner Åge Hareide, når det danske landshold iklædt hvide trøjer torsdag klokken 14 møder Australien i den anden gruppekamp ved VM i Rusland.
Bortset fra William Kvist, der har forladt VM med et brækket ribben og en punkteret lunge, starter Danmark med de samme spillere, som slog Peru med 1-0 i åbningskampen.
Nicolai Jørgensen starter i angrebet med Pione Sisto på venstrekanten og matchvinderen mod Peru, Yussuf Poulsen, til højre.
På midtbanen har Lasse Schöne overtaget William Kvists startplads ved siden af Thomas Delaney og med Christian Eriksen som det kreative omdrejningspunkt.
Schöne er mere offensivt tænkende end Kvist, og det betyder, at Delaney skal tænke sig om en ekstra gang, når han tager sine løb frem i banen.
I defensiven har anfører Simon Kjær igen Andreas Christensen som makker i midterforsvaret, mens Henrik Dalsgaard passer højrebacken og Jens Stryger Larsen venstrebacken.
Målet vogtes af Kasper Schmeichel, der ikke har indkasseret en scoring på landsholdet i hele 2018.
Mens Danmark indledte VM med en 1-0-sejr over Peru, så tabte Australien med 1-2 til Frankrig. Derfor topper Frankrig og Danmark gruppe C med tre point hver efter første spillerunde - Australien og Peru har nul point.
Torsdagens opgør spilles klokken 14 dansk tid i Samara - en millionby 1000 kilometer sydøst for hovedstaden Moskva.
Danmarks startopstilling ser ud som følger (4-3-3):
Kasper Schmeichel - Henrik Dalsgaard, Simon Kjær, Andreas Christensen, Jens Stryger Larsen - Lasse Schöne, Thomas Delaney, Christian Eriksen - Yussuf Poulsen, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto.
På det australske hold giver landstræner Bert van Marwijk også genvalg til de 11 spillere, der indledte VM mod Frankrig.
Det betyder blandt andet, at den 38-årige angrebsveteran Tim Cahill begynder på bænken for Australien:
Mathew Ryan - Joshua Risdon, Trent Sainsbury, Mark Milligan, Aziz Behich - Mathew Leckie, Mile Jedinak, Aaron Mooy, Robbie Kruse - Tomas Rogic - Andrew Nabbout.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie