Højgaard åbner på det jævne efter skrækstart i The Open
Nicolai Højgaard sætter i gang ved British Open. Foto: Phil Noble/Reuters
Nicolai Højgaard leverede en åbningsrunde i et slag over par ved majorturneringen British Open.
Den danske golfspiller Nicolai Højgaard fik torsdag en godkendt åbning på majorturneringen British Open.
Den 21-årige profil åbnede med en runde i 73 slag, svarende til et slag over par.
Da alle spillere havde færdiggjort runden sent torsdag dansk tid, viste det sig at række til en foreløbig placering som delt nummer 77.
Højgaard fik en skidt start på dagen, da han allerede på andet hul måtte notere sig en dobbeltbogey, men han spillede sig under par med birdies på femte, sjette og niende hul.
Bogeys på 13. og 17. hul betød dog, at feltets eneste dansker sluttede i over par.
Amerikaneren Cameroun Young har taget spidsen med sin runde i 64 slag, der svarer til otte under par.
På andenpladsen er den nordirske stjerne Rory McIlroy to slag efter, mens australieren Cameron Smith er yderligere et slag efter som nummer tre.
Ikonet Tiger Woods havde en forfærdelig første runde og sluttede blandt de dårligste.
På de første syv huller lavede han to dobbeltbogeys samt to bogeys, og det var for meget at rette op på. Amerikaneren sluttede runden i hele seks slag over par.
British Open - også kendt som The Open - er verdens ældste turnering og afvikles i år for 150. gang.
På den anden side af Atlanten var Nicolai Højgaards tvillingbror, Rasmus Højgaard, i aktion i Barracuda Championship i Californien.
Her befinder han sig på en delt 38.-plads efter at have samlet seks point sammen i turneringens første runde. Landsmanden Marcus Helligkilde er længere oppe på leaderboardet på en delt 19.-plads med otte point.
Barracuda Championships pointsystem adskiller sig fra de andre PGA-turneringer, ved at man ikke bliver målt på, hvor mange slag man går over eller under banens par. I stedet bliver man tildelt et bestemt antal point for ens præstation på et hul.
Går man for eksempel et hul i to slag under par, giver det fire point, hvor man kun ville få to point for at gå hullet i par.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned