Holm og Cavendish: Engangsforestilling i gult

Mark Cavendish drømmer om for første gang i karrieren at køre sig i den gule førertrøje i Tour de France, når 1. etape lørdag køres på 212 kilometer flad vej langs kysten fra Porto-Vecchio til Bastia på Korsika.

Offentliggjort Sidst opdateret

Skulle det lykkes, bliver det en engangsforestilling for Quick Step-rytteren.

Det vurderer både Cavendish selv samt britens danske sportsdirektør Brian Holm.

- Det skal være på 1. etape, for de to næste dage bliver nok for hårde for ham. Jeg vil mene, at der er 25 procent chance for, at det lykkes.

- For det første skal det blive en massespurt, og så skal han slå Marcel Kittel, Peter Sagan og Andre Greipel, siger Brian Holm.

På 2. etape venter to stigninger i kategori 2 samt to i kategori 3. Det ligner en umulig mission for Cavendish.

Rytterne skal søndag kravle over toppen af bjerget Col de Vizzavona, som passeres midt på øen i 1163 meters højde.

- Det er ikke umuligt, at den samme rytter kan bevare den gule førertrøje indtil holdtidskørslen på tirsdag.

- Men jeg er decideret sprinter, og det bliver svært på 2. etape. Det kan meget vel blive en massespurt også på 2. etape, men i så fald vil det være i et reduceret felt, og her vil Peter Sagan være et oplagt vinderbud, siger Mark Cavendish.

Brian Holm har kørt som sportsdirektør med Cavendish i snart mange år, og han kender britens problemer med bjergene - særligt i starten af løbet.

- Mark plejer at være bedst på stigningerne i den sidste uge. Han plejer at være svagest i starten af Touren. Han er fint nok kørende, men det bliver svært at bevare førertrøjen efter 1. etape, siger den danske sportsdirektør.

- Men selvom Sagan skulle tage den, så har vi måske chancen for at tage den igen med en anden rytter i holdløbet, hvis vi vinder det, siger Brian Holm.

Mark Cavendish har tidligere kørt i førertrøjen i både Giro d'Italia og i Vuelta a España.

/ritzau/