Ikast booker semifinaleplads uden besvær
Sarah Iversen og co. er klar til DM-semifinalerne. Modstanderen kan meget vel blive Esbjerg. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Ikast Håndbold vandt 33-27 hjemme over Viborg HK og er semifinaleklar før sidste kamp i slutrundegruppen.
Ikast Håndbold er klar til semifinalerne i Kvindeligaens slutspil.
Avancementet til knockoutfasen blev sikret i slutspillets næstsidste gruppespilsrunde, da Ikast besejrede lokalrivalen Viborg HK med 33-27 efter at have ført med 17-12 ved pausen.
Det er ikke uvant for midtjyderne at kvalificere sig til DM-semifinalerne, men det er ofte blevet endestationen for håndboldklubben. De seneste tre sæsoner har Ikast tabt i semifinalerne for derefter at vinde bronzeduellen.
I indeværende sæson blev Ikast nummer to i grundspillet, men i slutspillet har holdet tabt to gange og ender sandsynligvis bag Odense Håndbold i tabellen. Det betyder i så fald, at Ikast skal møde DM-favoritten Team Esbjerg i semifinaleserien.
Her skal Kasper Christensens mandskab ramme topniveauet i endnu længere tid, end det var tilfældet i onsdagens sejr over Viborg.
Det hører dog med til historien, at Ikast-kvinderne aldrig blev presset efter hurtigt at have etableret et mageligt forspring på måltavlen.
I målet tog Irma Schjött sig af det meste i første halvleg, og den svenske målvogter endte med en redningsprocent på lige under 40, da hun efter cirka 40 minutters spil fik fyraften til fordel for en ligeledes velspillende Filippa Idéhn.
I offensiven viste landsholdsspillerne Emma Friis og Sarah Iversen stor træfsikkerhed, mens den normalt stærke nordmand Ingvild Bakkerud var uvant uskarp med fire mål på 12 forsøg.
Selv om spændingen aldrig blev genetableret, var Kasper Christensen ikke helt tilfreds, og i slutfasen tog Ikast-træneren to timeouts i løbet af fire minutter. Spillerne var for stressede og ukoncentrerede, påpegede han.
Viborgenserne havde allerede udspillet sin rolle i gruppen inden opgøret, og de grønblusede har nu blot en enkelt kamp tilbage inden sommerferien.
I 1990'erne og 00'erne spillede Viborg og Ikast mange kampe om medaljer mod hinanden, men de seneste otte sæsoner har andre hold taget sig af DM-guldet. Ikast har tidligere været kendt som Ikast fS, Ikast-Brande, Ikast-Bording, FC Midtjylland og Ikast-Herning.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie