Italiensk toptrio åbner 2012 med sejre

AC Milan og Juventus fortsætter parløbet i Serie A, da de to tophold søndag lagde vinterpausen bag sig og begge vandt på udebane.

Mesterholdet fra Milano sejrede med 2-0 over Atalanta, mens Juventus vandt 1-0 over bundproppen fra Lecce. Begge sejrherrer har nu 37 point.

Det er to point mere end Udinese, som stadig følger godt med efter 4-1-hjemmesejren over Cesena tidligere på dagen.

Zlatan Ibrahimovic var som så ofte før en afgørende spiller for AC Milan. På et straffespark i første halvleg bragte den svenske angriber milaneserne foran 1-0, og han leverede assisten til 2-0-målet ved Kevin-Prince Boateng i slutfasen af opgøret.

Hos Juventus blev Alessandro Matri matchvinder for Torino-holdet i første halvleg, selvom han startede kampen på bænken.

Men efter at holdkammeraten Fabio Quagliarella måtte lade sig udskifte midtvejs i halvlegen, trådte Matri til, og efter en lille håndfuld minutter havde han scoret det vigtige mål.

Den tidligere landsholdspiller Daniel Jensen er ikke spilleberettiget endnu for nedrykningstruede Novara, som han netop har underskrevet en halvandet år lang kontrakt med. Men Serie A-oprykkerne får hurtigt brug den rutinerede midtbanespiller.

Det er søndagens 0-3-nederlag på hjemmebane til Fiorentina et godt bevis på. Med nederlaget er Novara solidt plantet under nedrykningsstregen, efter at både Bologna og Cagliari vandt.

De resultater betyder, at Daniel Jensen og de nye holdkammerater har hele seks point op til en redning.

Simon Kjær så til fra bænken, da holdkammeraterne fra AS Roma hjemme vandt 2-0 over Chievo på to straffesparkscoringer af Francesco Totti. AS Roma er dog 10 point efter de førende hold.

/ritzau/

AC Milan, Juventus og Udinese trækker fra i toppen af Serie A med sejre i årets første kampe.

Offentliggjort Sidst opdateret