Normalt indledes Tour de France med en kort enkeltstart, men årets udgave af det franske cykelløb afvikles uden denne indledende prolog, og det har Leopard Treks sportsdirektør Kim Andersen ingen problemer med.
I schweizeren Fabian Cancellara råder han ellers over feltets formentlig bedste rytter på enkeltstarter og prologer.
- Det kan betyde, at vi slipper for det ansvar, der ligger i at køre i gult fra første dag. Det kræver også arbejde at have den gule trøje. Men det kan da ikke udelukkes, at vi snupper etapesejren alligevel, siger Kim Andersen.
Det er dog ikke noget, leopardernes sportschef har tænkt sig at ærgre sig over.
- Det er ligegyldigt. Det behøver vi ikke at tænke på nu, for den beslutning har ligget fast siden efteråret, siger Kim Andersen.
Den schweiziske tempokonge kan i stedet spare kræfterne til andendagen, hvor de 21 cykelhold skal køre holdenkeltstart over 23 kilometer i Les Essarts.
- Det er sandt, at prologer kan være en fed måde at åbne løbet på, men nu har vi holdløbet i stedet, siger Kim Andersen.
Leopard Trek benyttede onsdagen til netop at teste ruten til holdenkeltstarten.
Det er langt fra første gang, at Tour de France begynder uden en prolog, og der er flere eksempler i nyere tid på Tour-ruter uden prologer.
Der var ingen prolog i 2008, og i 2005 var den indledende enkeltstart næsten 20 kilometer lang, hvilket er mere end dobbelt så langt som en normal prolog.
Den første prolog blev kørt i 1967.
/ritzau/
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie