- 2. division er stærkere end nogensinde, siger Claus Jensen. Foto: Ingrid Riis.

Klar besked: Vi skal videre til 1. division

NFC skal etablere sig i 2. division i en enkelt sæson, før den igen står på oprykning, siger Claus Jensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

 Når champagnetømmermændene på et eller andet tidspunkt fortager sig, så hedder næste sæson 2. division for NFC og klubboss Claus Jensen.

Men hvad er ambitionen så i 2. division næste år? Er det at stryge lige igennem eller at etablere sig?

- Næste år handler det om at etablere sig, og så er målsætningen fra sæsonen efter oprykning. Det er det, vi har lagt ind i den sportslige plan for de næste to sæsoner, siger Claus Jensen uden tøven.

- Så det handler om at komme op og give vores unge trup en masse erfaring på et niveau, hvor der helt klart er stor forskel på 3. og 2. division, men jeg tror også på, at vi er klar til det.

- Vi vil selvfølgelig gerne forstærke truppen, men vi har også en trup, der er klar til udfordringerne.

Amatørprægede setups

Men hvor stor er forskellen egentlig på rækkerne?

- Jeg vil sige, at i 2. division møder du flere fuldtidsprofessionelle setups. Der er også mange deltidsprofessionelle – som os selv – men det betyder, at hele træningsmiljøet og professionaliseringen er på et andet niveau. Og dermed er alle hold konkurrencedygtige.

- I 3. division er der i højere grad amatørprægede setups – ikke over hele linjen, men i dele af rækken. 2. division er – ligesom vi har set i 1. division – stærkere end nogensinde.

Betyder det så, at der skal skrues op for spillerbudgettet? For der er vel ikke mange flere penge at hente i 2. division?

- Nej, det er der ikke meget af. Tv-pengene – som er den store faktor – kommer først i 1. division. Men i takt med vores ambitioner har vi lagt ind, at spillerbudgettet skal stige en smule, men vi skal ikke lave kæmpestore ændringer i forhold til, hvor vi står nu.- Vi har jo haft det klart største budget i den division, vi er rykket op fra.

- Så det budget, vi kommer med op, hænger også sammen med, hvad vi synes, vi er lykkedes med de sidste to år – nemlig at fastholde det deltidssetup, vi har opbygget over tid, siger Claus Jensen.

Søndag spiller NFC hjemme mod rækkens nummer to FA 2000. En kamp, der fløjtes i gang kl. 14 - og hvor der er gratis adgang.