Kroaterne skal have tæv og køres trætte

Der venter en imponerende kroatisk bagkæde på Danmark i aftenens VM-opgør i håndbold.

Med venstrebacken Andrea Penezic som den absolutte stjerne er holdet bygget op om spillere fra Podravka og Krim Ljubljana og ser umiddelbart ud til at være en hård nød at knække for det danske forsvar.

Det ved målmand Christina Pedersen, der sammen med Viborg har stået over for begge klubber i efterårets Champions League-kampe.

- De har jo gode skytter hele vejen rundt. Det er ikke kun Penezic, men også Tatari, Franic og Horvat. Og det er piger, der ikke stopper, før de ligger i gulvet.

- Heldigvis har de ikke så mange at skifte ud med, så hvis vi kan køre dem trætte i de første 40 minutter, kan vi måske hive en sejr hjem til sidst, siger Pedersen.

Netop det med at få kroaterne ned at ligge er ifølge holdkammeraten Pernille Larsen en af nøglerne til en dansk sejr.

- Vi har en spiller som Mette Melgaard, der kan komme ud og tackle af på Penezic og genere hende mest muligt.

- De skal tirres alle sammen, for hvis de først bliver irriterede, kan vi håbe på, at de slår lidt op i banen, siger Larsen.

Hun advarer også mod at falde for langt tilbage på stregen i forsvaret.

- Vi må ikke stå for fladt på dem, for så hugger de bare udefra. Det er guf for dem, siger hun.

Landstræner Jan Pytlick har da også sagt, at han i perioder af kampen vil sende sine spillere frem i en offensiv forsvarsformation, selv om det også vil give blottelser bagude.

- En verdensklassespiller som Penezic er svær at holde mand-mod-mand, så det kan nok ikke undgås, at hun slipper forbi et par gange, siger Pernille Larsen.

Kampen spilles klokken 20.45. Et nederlag til Danmark kan gøre det endnu vanskeligere at nå den førsteplads i gruppen, som vil medføre den lettest mulige modstander i ottendedelsfinalen.

/ritzau/

Det kræver hårdt arbejde og solide tacklinger, hvis Danmark skal matche de fysisk stærke kroater i aften.

Offentliggjort Sidst opdateret