Lampard: Chelsea mangler kun en CL-titel

Chelsea har de seneste mange år forsøgt at nå til tops i Champions League. Men trods masser af milliarder fra ejeren Roman Abramovich, er det endnu ikke lykkedes at hente en titel i den prestigefyldte turnering.

Det har seks fyrede managers måtte sande de seneste syv år, og i denne sæson er det den unge portugiser Andre Villas Boas' tur til at give det et ihærdigt forsøg som klubbens nyansatte manager.

Tirsdag åbner Chelsea dette års titeljagt i Champions Leagues gruppespil med en hjemmekamp på Stamford Bridge mod Bayer Leverkusen.

Frank Lampard er sammen med anfører John Terry klubbens eneste gengangere, fra dengang Abramovich trådte til i 2003, og han ved godt, at kravet i klubben er en Champions League-titel.

- Det er selvklart noget, ejerne ønsker. Når vi har haft meget hjemlig succes, så er det ikke kun ejerne, men hele klubben og fansene, som vil nå skridtet videre og vinde i Europa, siger Frank Lampard.

- Som klub er det - med det vi har opnået de seneste seks-syv år - kun Champions League-trofæet, der mangler i vores pokalskab, siger midtbanespilleren, som er spændt på, hvad denne sæson kan bringe.

Hverken Claudio Ranieri, Jose Mourinho, Avram Grant, Luiz Felipe Scolari, Guus Hiddink eller Carlo Ancelotti formåede at vinde Champions League som managers for Chelsea. Hver og en er de blevet fyret.

- Jeg vil ikke mene, at det er den eneste grund til, at de tidligere trænere er blevet fyret, men presset er uanset hvad stort, forklarer Frank Lampard.

Chelsea var tættest på at vinde Champions League-titlen i 2008, hvor rivalerne Manchester United vandt trofæet efter straffesparkkonkurrence.

Chelsea er ud over Bayer Leverkusen i Champions League-gruppe med belgiske Genk og spanske Valencia. De to bedste hold går videre fra gruppen.

/ritzau/

Chelseas midtbanespiller Frank Lampard hungrer efter, at London-klubben omsider vinder Champions League.

Offentliggjort Sidst opdateret