Laudrup om muligt Barcelona-job: Vildt spændende
Michael Laudrup er begejstret for tanken om at blive sportsdirektør i FC Barcelona, hvis Majo vinder valget.
Præsidentvalget i FC Barcelona står for døren, og nu lover Jordi Majo, der er en af kandidaterne, Michael Laudrup til klubben.
Den danske Barcelona-legende er tiltænkt en rolle som sportsdirektør i klubben, hvis Majo bliver valgt, når medlemmer af den spanske mesterklub skal stemme til præsidentvalget.
Det skriver den spanske sportsavis Sport, og hovedpersonen selv kalder det "vildt spændende".
- Det er en af verdens bedste fodboldklubber, og jeg har et indgående kendskab til FC Barcelona, så jeg var ikke i tvivl, da jeg fik henvendelsen fra Majo, siger Michael Laudrup til TV2 Sport.
- Jeg har jo længe sagt, at jeg ikke ville fortsætte som træner i al evighed, og omstændighederne har nu åbnet for en mulighed som sportsdirektør. Det er vildt spændende, men først skal der altså lige være præsidentvalg, siger Michael Laudrup.
På spørgsmålet om, hvorvidt det betyder, at han nu er færdig med trænergerningen, svarer den tidligere danske landsholdsspiler, at det ofte er omstændighederne, der bestemmer farten i fodboldbranchen.
- Pludselig opstår der muligheder, som du ikke selv havde set eller regnet med. Derfor har jeg haft nogle pludselige skift i min karriere, siger Michael Laudrup blandt andet.
Michael Laudrup er ledig på jobmarkedet, efter at danskeren onsdag annoncerede, at han alligevel stopper som træner for Lekhwiya SC i Qatar.
Det er ellers kun lidt over en uge siden, at den danske fodboldtræner kunne fortælle, at han agtede at fortsætte i Lekhwiya for at føre klubben gennem den asiatiske Champions League.
Michael Laudrup fortalte i den forbindelse ikke, hvad fremtiden byder på.
- Hvad angår den nærmeste fremtid, så har jeg endnu ikke taget nogen beslutning, lød det fra Laudrup i en mail til Ritzau.
Lekhwiya var den syvende station på Michael Laudrups træner-cv. Han har tidligere stået i spidsen for Brøndby, Getafe, Spartak Moskva, Mallorca og Swansea, ligesom han har været assistenttræner for det danske landshold.
Barcelona vælger ny præsident 18. juli.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie