Le Mans-rekord markerer ny guldalder i dansk motorsport

11 danskere stiller op til Le Mans 2022. Danmark har kørere i alle bilklasser udover Hypercar. (Arkivfoto). Foto: Jean-Francois Monier/Ritzau Scanpix

Danmark er stærkere end nogensinde på racerbanen, mener elitechefen i Dansk Automobil Sports Union. 11 danskere er med i årets Le Mans, hvilket er rekord.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Le Mans lørdag skydes i gang for 90. gang, bliver der samtidig sat rekord for antallet af danskere, der stiller op i det legendariske udholdenhedsløb, der varer 24 timer.

Hele 11 danskere skal konkurrere om podiepladser, men det er ikke kun i Le Mans, at det går bedre end sædvanligt.

Spørger man i Dansk Automobil Sports Union (Dasu), befinder dansk motorsport sig generelt på et hidtil uset niveau.

- Hvis vi koncentrerer os om banesport, har det aldrig gået bedre. Vi står i den surrealistiske situation, at vi har kørere med på alle de højeste niveauer.

- Det eneste, vi mangler, er at få en dansker med i den ypperste racerklasse i langdistanceræs, Hypercar, men det er også på vej, fortæller elitechefen i Dasu, Bo Baltzer.

På de kortere distancer har Danmark repræsentanter i alle Formel-klasserne, mens der altså er 11 danskere med i årets Le Mans.

Det på trods af, at danske High Class Racing, som sidste år stillede med to hold og i alt fem danskere, ikke har kvalificeret sig i år.

Marco Sørensen stiller op for TF Sport, mens Jan Magnussen, Kevin Magnussen, Anders Fjordbach og Dennis Andersen ikke er med i Le Mans 2022.

I juli får racerkøreren Mikkel Jensen som den første dansker debut i den ypperste langdistanceklasse, Hypercar, for Peugeot.

Selv om der er meget at glæde sig over på vegne af dansk motorsport, er det muligt, at Danmark endnu ikke har toppet. Fremtiden ser lys ud, mener Bo Baltzer.

- Det bedste er, at der er flere på vej. Desuden er flere af kørerne 25 år eller yngre, og det er ikke nogen alder, så vi bokser langt over vores vægtklasse, siger han.

Et af de talenter, Bo Baltzer sætter sin lid til, er 18-årige Malthe Jakobsen.

I år stiller han op til opvarmningsløbet Road to Le Mans for holdet Cool Racing i LMP3-klassen, men både Bo Baltzer og Malthe Jakobsen forventer, at næste år byder på Le Mans i den næstbedste klasse, LMP2.

Hvad angår podiepladser i årets Le Mans, ser elitechefen gode muligheder for flere af de danske kørere. Særligt i GT-klasserne, hvor syv danskere er med.

Sidste år blev det til to danske podiepladser. Michael Christensen hev en tredjeplads hjem i den tredjebedste racerklasse, GTE Pro, mens Nicklas Nielsen vandt den fjerdebedste klasse, GTE Am.

Nicklas Nielsen vandt i 2021 også verdensmesterskabet i udholdenhedsløb i GTE Am og blev kåret til årets bilsportskører af Dasu.

Som følge af de flotte resultater er Nicklas Nielsen, som til daglig kører for Ferrari-holdet AF Corse, blevet opgraderet til LMP2.

Her kommer der til at være stor konkurrence, understreger Ferrari-køreren. LMP2 er nemlig årets største Le Mans-klasse med 27 biler.

I alt 62 biler er med i Le Mans.

- Med 27 biler kommer der til at være rigtig meget at se til. Ikke kun i forhold til at overhale GT-bilerne, men også i forhold til at komme forbi dem, vi selv kører mod, siger han.

Nicklas Nielsen mener, at både bilen og hans hold er i stand til at vinde. Andre, knap så forudsigelige faktorer såsom den tætte trafik bekymrer ham mere.

- Det kommer nok i højere grad til at handle om, hvorvidt vi kan holde os ude af problemer. Der kommer til at være rigtig meget trafik, og det er ofte det, der afgør det hele.

- Når løbet først er kommet i gang, er der mere ro på, men starten er altid kaotisk. Sidste år, da jeg startede i regnvejr, var det eneste, jeg kunne se, regnlyset på bilen foran.

- Det er i den slags situationer, at fårene virkelig bliver skilt fra bukkene, siger han.

Le Mans køres over 24 timer fra lørdag klokken 16 til søndag klokken 16.

/ritzau/

Danskere i Le Mans

De danske racerkørere til Le Mans konkurrerer i tre forskellige klasser (LMP2, GTE Pro og GTE Am). Der er ingen danskere i den hurtigste bilklasse - Hypercar.

LMP2:

Michael Jensen, Team CD Sport, Ligier.

Oliver Rasmussen, Team Jota, Oreca.

David Heinemeier-Hansson, Inter Europol Competition, Oreca.

Nicklas Nielsen, AF Corse, Oreca.

GTE Pro:

Michael Christensen, Porsche GT Team, Porsche.

GTE Am:

Marco Sørensen, TF Sport, Aston Martin.

Mikkel Pedersen, Team Project 1, Porsche.

Mikkel Jensen, Kessel Racing, Ferrari.

Frederik Schandorff, Kessel Racing, Ferrari.

Michelle Gatting, Iron Dames, Ferrari.

Nicki Thiim, Northwest AMR, Aston Martin.

Kilde: Le Mans

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu