Liverpool tager rygende ufortjent CL-sejr i Paris

Harvey Elliott fejrer sit ufortjente sejrsmål. Foto: Gonzalo Fuentes/Reuters

PSG var langt bedre end Liverpool, men en flyvende Alisson holdt nullet, indtil Harvey Elliott scorede.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den brasilianske keeper Alisson kan med rette bede om lidt ekstra pleje, når han og resten af Liverpool-mandskabet rejser hjem til England.

Onsdag aften leverede han den ene gigantiske redning efter den anden, da Liverpool besøgte Paris Saint-Germain i Champions Leagues ottendedelsfinale.

Og med to minutter igen scorede Harvey Elliott et dybt ufortjent mål på Liverpools første afslutning inden for rammen og sørgede for, at gæsterne vandt 1-0.

Resultatet var mildest talt misvisende, for PSG var altdominerende og skabte chancer på samlebånd. Men takket være verdens måske bedste keeper og et enkelt kontrastød har Liverpool nu det ene ben i kvartfinalen.

Allerede fra kampens første sekunder var det tydeligt, at PSG rent spillemæssigt var flere niveauer over Liverpool, som var helt fra snøvsen.

Englænderne var under konstant og hårdt pres, og efter 20 minutter blafrede netmaskerne.

På smuk vis krøllede kampens vel nok bedste spiller Khvicha Kvaratskhelia kuglen over i den fjerne side af målet til 1-0. Men glæden var kort. Efter VAR-tjek blev målet annulleret for offside.

Men PSG fortsatte, og ti minutter senere brændte det på igen. Ousmane Dembélé blev spillet helt fri i feltet, men Alisson kom godt ud og lukkede den vinkel, som franskmanden afsluttede i.

Og Alisson skulle altså vise sig flyvende. Kort efter den første store redning kom den næste. Denne gang var Kvaratskhelia igen på spil. Georgieren fyrede en flad kanon af, men Alisson var lynhurtigt nede ved den.

Billedet fortsatte på den anden side af pausen. Efter 54 minutter forsøgte Kvaratskhelia sig direkte på frispark, men Alisson strakte sin brasilianske krop til det yderste og nåede den akkurat.

Nogenlunde ligesådan så det ud efter 80 minutter, da Desire Doue forsøgte sig fra distancen. Igen vippede Alisson bolden forbi mål.

Og så indtraf aftenens mest ufortjente øjeblik. Med tre minutter tilbage af den ordinære spilletid slog Liverpool kontra.

Darwin Núñez fandt i højre side af feltet Harvey Elliott, der med en førstegangsafslutning udplacerede Gianluigi Donnarumma.

/ritzau/