Liverpools angrebsesser fører Arne Slot til ny sejr
Mohamed Salah sender bolden forbi Mark Flekken og gør det til 2-0 for Liverpool. Foto: Phil Noble/Reuters
Brentford leverede på mange måder en god indsats mod Liverpool, men indkasserede et nederlag på 0-2.
Arne Slots løft af Jürgen Klopps tunge arv fortsætter planmæssigt. Søndag førte han Liverpool til en sejr på 2-0 over danskerklubben Brentford.
Dermed har Slot åbnet Premier League-sæsonen med to sejre af to mulige, og de offensive esser har samtidig fået hul på målkontoen.
Thomas Frank var ikke kommet til Anfield for at grave sig ned. Brentford spillede fint med og kom også frem til nogle udmærkede tilbud.
Liverpools frontlinje består dog af rigelige mængder fart, og det ramte gæsterne fra London efter 13 minutter.
Et Brentford-hjørnespark endte i en kontra til hjemmeholdet. Diogo Jota stak Luis Diaz i dybden, og alene igennem smækkede han bolden op i nærmeste hjørne.
Brentford forsøgte at øge intensiteten yderligere, og det gav masser af dueller, hvor spillerne gik ind med fuld effekt.
Både Christian Nørgaard og Mathias Jensen var blandt navnene i dommerens sorte bog allerede inden pausen.
Ti minutter inde i anden halvleg kom Brentford meget tæt på udligningen på et hovedstød, men Alisson fik afværget.
Liverpool tog mere og mere kontrol over kampen, og midtvejs i anden halvleg blev det afgørende stød sat ind.
Denne gang var Luis Diaz i oplæggerens rolle. Han skar gæsternes bagkæde op med en pasning til Mohamed Salah, som sikkert udplacerede Mark Flekken.
Brentford-spillerne erkendte, at bjerget var blevet for stort at bestige, og det blev kun til sporadiske kontrastød herfra.
Der var chancer til 3-0 for hjemmeholdet, men Brentford slap med et hæderligt nederlag.
Efter åbningsnederlaget på 0-2 til Manchester City kom Chelseas offensiv for alvor i gang ude mod Wolverhampton søndag eftermiddag.
Det stod 2-2 ved pausen, men blandt andet på et vaskeægte hattrick af Noni Madueke tog Chelsea en storsejr på 6-2.
I søndagens tredje kamp fik Bournemouth med en overtidsscoring 1-1 hjemme mod Newcastle.
/ritzau/
Seneste artikler
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie