Los Angeles Lakers bytter sig til superstjernen Luka Doncic

En voldsom byttehandel sender Luka Doncic (til venstre) fra Dallas Mavericks til LeBron James' (til højre) Los Angeles Lakers. (Arkivfoto). Foto: Emil T. Lippe/Ritzau Scanpix

Stjernen Luka Doncic skifter til Los Angeles Lakers, der i bytte sender profilen Anthony Davis til Dallas.

Offentliggjort Sidst opdateret

En vild byttehandel har overrasket en stor del af basketballverdenen.

Den slovenske superstjerne Luka Doncic skifter Dallas Mavericks ud med Los Angeles Lakers, der sender profilen Anthony Davis retur som led i handlen i den nordamerikanske basketball-liga, NBA.

Det skriver flere medier, herunder ESPN og The Athletic.

Dallas Mavericks' general manager, Nico Harrison, bekræfter også handlen, der kommer ud af det blå og rokker ved magtfordelingen i den vestlige konference både nu og i de kommende sæsoner.

Både Doncic og Davis var på årets NBA-hold i 2023-24-sæsonen. Ifølge ESPN er det første gang nogensinde i NBA, at to spillere, der i den forgangne sæson var på årets hold, indgår i en byttehandel med hinanden.

Dermed tilslutter Doncic sig 40-årige LeBron James, der jagter et sidste mesterskab i karrierens sene år i Los Angeles Lakers.

Holdet på vestkysten har vundet 28 af sæsonens 47 første kampe og indtager en femteplads i den vestlige konference. Dallas Mavericks ligger nummer otte i den vestlige konference med 26 sejre i 49 kampe.

25-årige Doncic kom ind i ligaen i 2018 og har i de seneste sæsoner været en af de absolut bedste spillere i NBA. Han er fem gange blevet udtaget til NBA's All Star-hold.

I 2024-sæsonen blev han topscorer i ligaen og førte Dallas Mavericks helt til NBA-finalerne, hvor holdet dog måtte strække våben mod suveræne Boston Celtics.

I denne sæson har Doncic i gennemsnit scoret 28,1 point per kamp. En skade i læggen har dog holdt ham væk fra banen siden jul.

Ifølge ESPN var det Dallas Mavericks, der tilbød Doncic til Los Angeles Lakers, der mener, at sloveneren kan tage over som holdets altoverskyggende stjerne, når LeBron James lægger basketskoene på hylden.

I retur må Los Angeles Lakers altså sende en af ligaens bedste forsvarsspillere i form af 31-årige Anthony Davis.

- Jeg mener, at forsvar vinder mesterskaber. Jeg tror på, at få en af ligaens bedste spillere med et defensivt mindset vil give os bedre chancer, siger Mavericks' general manager, Nico Harrison, ifølge ESPN om handlen.

Holdet Utah Jazz er også en del af den store handel, der ud over Doncic og Davis involverer flere breddespillere og valg i de kommende drafts.

/ritzau/