Maja Alm forsvarer VM-sølv på den lange distance
Maja Alm satte næstbedste tid på kvindernes lange distance ved VM i orientering. Foto: Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix
Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix
Trods en skidt start blev Maja Alm nummer to på den lange distance ved VM i orientering. Svensker vandt guld.
Den danske orienteringsløber Maja Alm kan tage endnu en medalje med fra VM i Letland.
Ligesom det var tilfældet ved sidste års verdensmesterskab, var det kun svenskeren Tove Alexandersson, som var hurtigere end den 30-årige dansker.
Maja Alm blev noteret for tiden 75 minutter og 31 sekunder, hvilket var næsten halvandet minut langsommere end den svenske vinder, men et minut hurtigere end schweizeren Sabine Hauswirth, der fik bronze.
Danskeren kom skidt fra start, for hendes første mellemtid var kun den 12.-bedste. I resten af løbet satte danskeren kun 14 sekunder til i forhold til Tove Alexandersson.
Sølvmedaljen er Maja Alms 16. VM-medalje og den syvende i en individuel disciplin.
- Nu er det jo lykkedes at vinde guld de sidste fire år og tage tre medaljer ved hvert mesterskab. På et eller andet tidspunkt må det jo stoppe, men det var heldigvis ikke i år.
- Det er svært at skulle forsvare de her medaljer, og jeg har været nervøs og presset og har kunnet mærke forventningerne. Så jeg er rigtig stolt, siger Maja Alm i en pressemeddelelse.
Danske Miri Thrane Ødum var blandt de løbere, der var hurtigere end Maja Alm ved første mellemtid.
I mål måtte hun dog nøjes med en plads som nummer 12 efter at have brugt over 12 minutter mere end løbets vinder på at tilbagelægge de cirka ti kilometer i det lettiske terræn. Amanda Falck Weber blev nummer 27.
Lørdag i sidste uge vandt Maja Alm VM-guld på sprintdistancen, og i søndags var hun en del af det danske stafethold, som hentede bronzemedaljer.
VM sluttede lørdag med mændenes konkurrence på den lange distance. Her deltog danskerne Bjørn Cederberg og Tue Lassen.
Bjørn Cederberg endte som nummer 45, mens Tue Lassen blev nummer 17. Nordmanden Olav Lundanes vandt løbet.
Seneste artikler
Live: 58-årig tiltalt for at groome, voldtage og true plejedatter
Stor eftersøgning ved den nye Storstrømsbro
21-årig tilstår: Det kylede han mod lastbil på motorvej
Fortsætter arbejdet med at genoplive biograf: Her er næste skridt
Tiltalt for flerårigt overgreb på plejedatter: Voldtog og truede hende på livet
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie