Makienok sikrede igen Brøndby tre point

Simon Makienok blev endnu engang matchvinder, da Brøndby søndag eftermiddag hentede tre livsvigtige point på udebane mod medaljeaspiranterne fra Randers FC med en 1-0-sejr.

Offentliggjort Sidst opdateret

Brøndby-topscoreren afgjorde tingene efter en times spil, da han headede et indlæg fra Quincy Antipas i kassen.

De tre point betyder, at Brøndby lægger en smule afstand til nedrykningsstregen, hvor Silkeborg IF og Sønderjyske dog har spillet en kamp mindre.

Hjemmeholdet havde bolden mest igennem hele kampen, men gæsterne fra Brøndby spillede klogt og var skarpest i de to felter.

Randers FC havde ellers chancerne til at få udlignet i anden halvleg, men skarpheden manglede hos Ronnie Schwartz i flere situationer.

Brøndby-spillerne kom ud fra omklædningsrummet med optimisme og selvtillid efter det flotte comeback i seneste kamp mod AGF og havde i kampens indledning et par tilløb til gode chancer.

Simon Makienok kom i løbet af det første kvarters tid frem til et par udmærkede afslutninger.

Efterhånden fik Randers FC dog spilovertaget, og hjemmeholdet kom da også frem til et par store chancer i første halvleg. Først ved Nicolai Brock-Madsen og senere ved Ronnie Schwartz, der nok begge burde have bragt hjemmeholdet foran.

I anden halvleg var billedet det samme. Randers FC var mest på bolden, men Brøndbyforsvaret virkede forholdsvist stabilt. Efter Makienoks scoring forsøgte Randers at sætte et pres ind, men det gav altså ikke gevinst for kronjyderne.

Næste opgave for Brøndby er lidt af et nøgleopgør i den knivskarpe bundkamp, når Sønderjyske om en uge kommer på besøg på et tilskuertomt Brøndby Stadion.

Randers FC skal en tur til Esbjerg for at møde et af Superligaens mest formstærke mandskaber, Esbjerg fB.

/ritzau/